- Project Runeberg -  Norges Land og Folk, statistisk og topografisk beskrevet / XVIII. Nordlands Amt. Anden del (1908) /
449

(1885-1921) Author: Amund Helland, Anders Nicolai Kiær, Johan Ludvig Nils Henrik Vibe, Boye Strøm
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

OVERNATURLIGE VÆSENER OG OVERTRO.

449

præst, som finnen havde kjendt, stod for alteret i præstedragt.
En utydelig mumlen hortes fra de mange hvidklædte dødninger,
der havde samlet sig her om præsten. Finnen turde ikke gaa
ud af kirken, men han havde hort, at kirkeklokkens klang altid
forjager dødninger. Han klatrede op af trappen fra galleriet til
kirkens loft og saa op i taarnet og satte sig paaskrævs over
klokken; der sad han hele natten uantastet af dødningerne. Disse
rørte ved klokkestrengen, da de gik ud af kirken og sagde til
ham: «Sad du ikke paa det hellige dingeldangel, saa skulde vi
have byttet en tønde havre med dig.»

Forestillingen om, at dødningerne holder gudstjeneste paa
hellige nætter, er udbredt.

I Fyresdal var det etpar jenter, som vilde deltage i de
valfartendes bedetjeneste jonsoknatten. Allerede et stykke borte
saa de, det lyste i kirken; af frygt for at komme for sent skyndte
de sig frem og ilede hurtig opefter kirkegulvet. Men de mange
blege ansigter gjorde dem bange, og deres angst steg, da hele
menigheden ved synet af dem strømmede mod døren. Af dem,
som var i kirken, kjendte de ikke andre end sin afdøde
bedstemoder, som standsede og sagde til dem: «Kvat vi’ di her,
drosinne mine? skonde dikkon ut atte, ’elie drepe dei dikkon!»
Jenterne slåp uden skade hjem, men dødningerne fulgte dem lige
til porten, og siden var der ikke mange, som turde gaa til
Hegg-landskirken om natten.

I Asbjørnsens eventyr fortælles om en enke, som vaagnede
julenatten og saa det lyse gjennem alle kirkevinduerne. Hun
gik da i kirken i den tro, at hun gik til fropræken. I kirken
var der ingen, hun kjendte, men mange, hun syntes, hun skulde
have seet før. Præsten var en høi, bleg mand, og der var
ganske stille i kirken, uden hosting og harking. En kone, som
sad ved siden af hende, hviskede: «Kast kaaben løs om dig
og gaa; bier du, til det er forbi, gjør de ende paa dig.» Enken
saa da, at det var nabokonen, som var død for mange aar siden,
som talte til hende. Hun kastede kaaben løst om sig, og paa
kirketrappen kjendte Irun, at de tog i kaaben. Hun slåp taget
og lod dem beholde kaaben, som om morgenen laa paa trappen,
revet i mange stykker.

Ogsaa finnerne har beretninger om dauinger, som holder
gudstjeneste.

I Qvigstad og Sandbergs finske eventyr og folkesagn berettes om
en mand, som saa, der brændte lys i kirken ved midnatstid og gik ind
i kirken. Præsten stod da paa prækestolen ifærd med at præke.
Kirken var fuld af folk; nogle var hovedløse, andre enarmede og enøiede.
Han satte sig i den nederste stol,og der saa han sin gudmor, som var
død for længe siden. Hun sagde til ham: «Det gaar dig ikke vel,,

29 Nordlands amt II.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 20:49:38 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/norgeslof/18-2/0465.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free