Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SAGN1.
517
guldalder. Af alle middelalderens literaturer er den irske rigest
paa beretninger om sjøfærder, foretaget til et sligt
hemmelighedsfuldt land. Mest bekjendt er St. Brandans sjofærd. Denne
fortælling gaar tilbage til den tidlige middelalder og er oversat paa
de fleste europæiske sprog, ogsaa paa gammelnorsk. Denne
Brandans sjofærd har dog en forudsætning til foruden de irske sagn,
nemlig Odysseen, der i vesterlandene er blevet til Brandans færd
og i østerlandene til Sindbads reiser.
Man kan træffe til at faa besøge huldrefolket paa deres ø,
naar man er i nød og i uveir driver ind mod øde øer eller
ufremkommelige viker.
Sjøreiser til hllldreøer. De folk, hos hvem reiser til alveøer
og huldrelande almindelig optræder i sagnoverleveringen, er irerne
og nordmændene i Norge og de norske nybygder.
Her skal kun et af de gamle irske sagn omtales.
I et irsk haandskrift fra det 7de aarhundrede eller endnu
tidligere, opbevaret paa det kongelige bibliothek i Stockholm,
fortælles om en irsk høvding, som paa et træ nær sin borg fandt
en gylden gren med guldblomster og ædelstene. Han
tog-den med til borgen. Da kom der en vakker frue og gjorde
fordring paa disse kostbarheder. Hun sagde, at de kom fra en
ø, hvor slige grene var meget almindelige, og hvor mænd og
kvinder aldrig ældedes. Hun raadede høvdingen til at udruste *
et fartøi og reise med hende til øen, og det gjorde han, idet han
bemandede skibet med 3 gange 9 mand. De kom til øen og var
der nogen tid, og de følte sig saa lykkelige, at dagene gik fra
dem, uden at de vidste, hvor der blev af dem. Endelig vendte
høvdingen tilbage til Irland, men der var da ingen, som kjendte
ham, thi der var gaaet mere end 100 aar, siden han reiste.
Fortællinger om slige sjøreiser er i Norge forst og fremst
knyttet til Nordland, om end forestillingen om huldrelande ude
i havet er almindelig over hele landet.
De mest typiske og rigest udviklede eksempler paa deslige
sjøfærder, er de bekjendte sagn om skarvene paa Utrøst og tufte
folkene paa Sandflesa, som er meddelte i Asbjørnsens
«Huldreeventyr».
Det heder, at de nordlandske fiskere af og til finder
halmstraa fæstet til styret eller bygkorn i fiskens mave; de har da
seilet over et huldreland.
Midt i Vestfjorden, heder det, viser der sig undertiden et
fladt, stort agerland, der kan dukke saa høitop, at aksene staar tørre.
Asbjørnsens bekjendte eventyr om skarvene fra Utrøst beretter
om en fisker fra Værø ved navn Isak, som traf paa mørkeskodde
og storm, da han var ude at fiske; han seilede med fart, og da
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
