Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
554 *
NORDLANDS AMT.
øienlaagene lukkede sig, og hovedet sank ned paa brystet, andre
lagde hovedet paa stolkanten og snorkede; en strævede mod
længe, en anden faldt snart i søvnens arme. En gammel mand
med ærefrygt for gudsordet holdt sig dog vaagen, for han vidste,
hvor det bar hen, naar de sov der, hvor de skulde vaage. Han
saa ogsaa mere end andre og vidste, hvem der sad under
alter-t’oden, og hvad han tog sig for. Han saa Tykje med to horn i
panden, klør paa hænderne og hestehoven paa fødderne; han skrev
op paa et kalveskind navnene paa dem, som sov i kirken. Skindet
fyldtes med navne, og der blev trangt paa kalveskin det. Da tog
Tykje i skindets ene kant med tænderne, i den anden med
klørne og tøiede og trak. Men saa glap tandtaget, og
baghovedet slog mod altervæggen med stort skrald, saa alter og
kirke og tag rystede; de søvnige kirkegjæster skvat op af søvnen.
Da græd den onde bitre taarer; thi hans stræv var omsonst .
Han har ingen magt over den, som vaagner, før kirketjenesten
er endt.
I < Lidt om Sandeherred for i Tiden» af S. Sørensen, fortælles:
En mand, der var «sy nen >, saa en søndag i kirken den
onde sidde i en af stolene; han havde store born i panden og
stygge, svære tænder, klor paa fingrene og en lang hale efter
sig. Han sad med et stort skindbrev, og paa det skrev han op
navnene paa dem, som lo; de tilhørte ham.
Manden tænkte ved sig selv, at det skulde han vel berge
sig for. Det var mange navne, der kom paa listen, og tilsidst
blev det saa fuldt, at det ATar knapt for rum. Den onde bed da
i den ene kant af brevet og gav sig til at trække og føie af al
magt for at faa storre plads; men med ét brast skindet, saa
han slog nakken i væggen, og da gren han saa stygt, at bonden
maatte le; men da kom hans navn ogsaa paa listen.
I Fyllings «Folkesagn» berettes om præsten Rikkard i Volden
i det 15de aarhundrede: Hans prædikener var ikke videre gode.
Engang skulde han fra prædikestolen forklare, hvorledes Gud
uddeler sin naade til sine troende; dette er ligesom naar en gjet
staar og parler oppe paa en stor sten, og hendes parler triller
hid og did, sagde han. Naar Rikkard uddelte Herrens
naade-gaver fra alteret til sine sognebørn, pleiede han at sige:
Ligesom naar en høne forsamler sine unger for at give dem die,
saaledes forsamler jeg nu eder, kjip, kjip, kjip,» osv. At
nogen sov i kirken, kunde Rikkard ikke fordrage. Naar nogen
gjorde det, kastede han sin hue til den sovende, som maatte
bringe den tilbage igjen til præsten. Engang begyndte en voksen
gut at le lioit i kirken; præsten spurgte, hvorfor han lo; gutten
vilde nødig sige det, men tilsidst maatte han ud med det. Han
saa i kirken, hvorledes Gamle-Erik sad og skrev op navnene paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
