- Project Runeberg -  Norges Land og Folk, statistisk og topografisk beskrevet / XVIII. Nordlands Amt. Anden del (1908) /
557

(1885-1921) Author: Amund Helland, Anders Nicolai Kiær, Johan Ludvig Nils Henrik Vibe, Boye Strøm
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

KVENTYK

Ö O i

gjorde det. Djævelen svarede: «Jeg skriver ned alle de
løs-mundede ord, som falder her i kirken, og fordi de idag paa
grund af hoitiden er mange gange fiere end ellers, saa rækker
ikke mit pergament til, og derfor prøver jeg at strække det med
tænderne » Præsten forkyndte kirkefolket, hvad han havde hort,
og en stor sorg og anger greb alle, og angeren tvang djævelen
til at slette ud, hvad han havde skrevet, saa at pergamentet
blev ganske rent. «Følgelig bor I med al opmærksomhed og
ydmyghed følge med under gudstjenesten og lytte til den sande
visdom.»

Jakob fra Vitrys gjengivelse, som er optaget i mange af
middelalderens prækenhaandbøger, stemmer i hovedsagen med
«Marin saga», som har faaet sin nuværende skikkelse i første
halvdel af det 13de aarhundrede. Denne saga var nærmest beregnet
paa islandske og norske klosterfolk og dernæst paa geistligheden.

I «Marin saga», udgivet af C. B. Unger, er der fire
beretninger om djævelen i kirken; to af dem knytter sig til Anselm
af Canterbury og i virkelighed er samme beretning fortalt to
gange; dette gjælder ogsaa om de to andre beretninger, som
knytter sig til en geistlig, hvis navn ikke er nævnt.

De fire beretninger i «Marin saga bliver saaledes egentlig
kun to eller kanske rettere kun en.

Om Anselm af Canterbury, som døde i 1109, fortælles der i
Mariu saga, at han som ung geistlig blev vel modtaget af
erkebispen af Toledo; han boede paa erkebispens slot og hjalp ham
ofte i hans hellige embede. En hoitidsdag, da erkebispen selv
sang messen i hovedkirken, hjalp Anselm ham sammen med
andre geistlige. Da gudstjenesten var kommet saa langt, at
evangeliet skulde læses, gik Anselm, som var subdiakon, foran
læsediakonen op i koret, som skik er, idet han svingede
røgelseskarret og bar tekstbogen. Da evangeliet læstes, fik subdiakonen
et syn; han saa frem over koret fanden sidde paa en murkant
over kirkedoren. Han var i en abes skikkelse og havde et svært
blækhus under det ene øre, en diger pen i den hoire klo, og
han skrev i fuld fart. Dette utyske var et stygt syn. Og hvad
han skrev, kom Anselm snart underveir med. To foragtelige
koner, som sad lige nedenunder, talte sig imellem og oftest om
sit fordømmelige, slette levnet. Ved den Helligaands lys fik
Anselm se dette syn og forstod godt, at i abens skikkelse skjulte
sig vore brødres gamle anklager, og at han ved kvindernes
snakkesalighed vilde yderligere øge antallet af dem, som skulde
blive fordømt. Renere saa den geistlige, at fandens skind blev
skrevet fuldt paa begge sider og paa alle kanterne, saa at der ikke
var rum til mere. Men konerne holdt paa, lige snakkesalige;
djævelen blev ilde tilmode, fordi han ikke kunde nedtegne fuld-

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 20:49:38 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/norgeslof/18-2/0573.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free