Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KVENTYH.
huden. Da han gik hjem, vilde han lægge veien over sjøen igjen,
men da gik vandet over skoene paa ham, saa dybt A*ar han sunket
i synd. Saa maatte han selv ogsaa gaa rundt vandet, men fra
den dag fik ingen magt ham i kirke oftere.
I denne beretning er sagnet om synden i kirken forbundet
med beretningen om en eiendommelig art af gudsdyrkelse. Vi
kjender denne gudsdyrkelse fra gamle russiske legender, om
eneboere og skoghelgener, noget svarende til vore bondehelgener. •
Grundlaget for det pommerske eventyr er at finde i en
lillerussisk legende, meddelt af Wesselof sky i «Russische Revue».
En legende fra Lille-Rusland fortælles saaledes (Bøttger,
«Russische Revue»):
En gang gik en gammel mand henimod en skog, og der saa
han en, som holdt paa med at hoppe frem og tilbage over en
træstub, og hver gang raabte han: «Dette er for dig, Gud! Og
dette er for mig, Gud! Hvad er det, du gjør?» spurgte manden
forundret. Jeg beder.» «Beder man saaledes til Gud?»
Hvorledes skulde det gjøres ellers?» Skal jeg vise dig det?» spurgte
den gamle, og saa lærte han ham da, hvorledes man skulde sige:
«Gud Fader, Søn og Helligaand, forbarm dig over mig, kjære Gud.»
Saa gik manden videre. Da han allerede havde sat over elven,
hørte han noget raabe bag sig. Da han vendte sig om; saa han
den anden gaa over elven uden at synke, og han raabte: Hør,
du gamle, lær mig endnu engang bønnen, jeg kan ikke bede den
rigtig. Da den gamle saa dette, sagde han: Bed du bare,
som du har gjort før, du forstaar det bedre end jeg.»
Den anden sagngruppe af fortællingerne om fanden i kirken,
som skiller sig ud fra den sædvanlige type, repræsenteres af en
estlandsk-svensk, to østerrigske og en dansk version. Denne
gruppe nærmer sig mærkværdig episoden om hovedskallens latter
over fanden i kirken, som vi har lært at kjende i Aasens
gjengivelse af det nordlandske eventyr (bind II, pag. 5ol). Hvorledes
denne eiendommelige overensstemmelse skal forklares, er ikke let
at afgjøre. Af gruppens geografiske udbredelse kunde man fristes
til at antage et nordisk grundlag med indflydelse fra
marmæl-sagnene. Skjønt forekomsten i de fjerne indlandsbygder i
Øver-Østerrige sj’iies at tale herimod, er der andre vigtige
omstændigheder, som taler for en sammenhæng. Der er før gjort
opmærksom paa, at det er et fast træk i fortællingerne om det fangne
oversandselige væsens latter, at den gjentager sig tre gange paa
rad. Da dette typiske drag ikke forekommer i den lille gruppe,
som nu skal gjengives, om fanden i kirken — undtagen delvis
i det danske sagn —medens den typiske form træder klart og
fuldt frem i den nordlandske version af episoden, synes heraf at
maatte sluttes, at de øvrige sagn af denne gruppe er af afledet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
