Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KVENTYH.
faldt der gyldne straaler ud i den mørke gang. De gik ind.
Forundring og henrykkelse drev bort graverens angst; han saa
lande, byer og træer og sol paa himmelen, som paa jorden, men
alt var vakrere, større og herligere.
Ynglingen forte ham ind i himmelens palads og viste ham
de saliges opholdssted og deres boliger. Da han havde seet alt,
bad han ham titte ud af vinduet, medens maden blev sat frem.
Da saa graveren en have med et stort træ, en landevei og i
baggrunden en aas. Det varede ikke længe, saa blev der støv
paa landeveien; han hørte sværgen og støi, og endelig kom to
kvinder med opløst haar, som holdt en sil mellem sig og
trættedes om den. Da faldt der et stort blad langsomt ned fra
træet. Kvinderne forsvandt. Det varede ikke længe, saa kom
der to hunde paa veien, som holdt paa at rive hverandre
istykker. Da faldt et andet blad. Endelig saa graveren en gammel
mand paa aasen, som i sit ansigts sved uafladelig trillede jord
paa en trillebør. Da faldt det tredje blad.
Da kom ynglingen og spurgte, om graveren ikke var sulten,
men denne sagde nei og svarede, at han tvertimod følte sig
ganske mæt. Han fortalte, hvad han havde seet, og ynglingen
forklarte ham alt, undtagen de faldende blade; derom fortalte
han intet. De to kvinder havde i levende live trættet om silen
og maatte nu fortsætte sin strid i en anden verden. De to
hunde var to naboer, som havde hadet hverandre, og nu evig
maatte fortsætte med dette. Den gamle, svedende mand havde
paa jorden hvert aar pløiet noget af sin nabos land; nu maatte
han føre den stjaalne jord tilbage.
Graveren takkede, og da han vel havde seet ’ alt, bad han
den vakre yngling føre sig tilbage. Han var villig hertil, men
gav forst sin gjæst et af de faldne blade til erindring. Snart
kom de til paradisporten og gjennem den lange gang tilbage til
jorden; ynglingen aabnede doren, og neppe var graveren ude,
før den lukkede sig. Det hele syntes ham som en vakker drøm.
Han var atter paa kirkegaarden, hvor han mente, han var
kommet 0111 aftenen for en times tid siden. Det gryede ad
morgen, hanen galede, gjæteren blæste i sit horn, og graveren
ilede hjem. Men byen syntes ham saa forandret. Gaderne var
bredere, husene meget høiere, men gamle og sortgraa; paa gaden
var fremmede ansigter. Han søgte sit eget hus, men lier fandt
han et gammelt forfaldent palads, som kun var beboet i förste
etage. Han gik ind for at finde kone og børn, men folkene
kjendte ham ikke, og de holdt ham for en nar, da han fortalte,
at han den foregaaende aften var gaaet ud af sit hus her, thi
eieren vidste, at lians oldefaders fader havde bygget huset.
Manden gik da til præsten, men ogsaa dennes udseende og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
