Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EVENTYR.
O i I
til sig, og lagde heller ikke paa nogen maade for dagen, at han
var i den glade stemning, som passer til en slig fest. Men da
maaltidet var endt og bordsalmen sunget, begyndte han at
blive fornøiet, og hans humør blev endnu bedre, da man kom
til «de profundis».
Man spurgte ham da, hvem han var. «Jeg er den døde,»
sagde han, «for hvem herrens bud udtalte et ønske. Han
ønskede, at jeg ved dette maaltid maa finde ligesaa stor
for-nøielse, som han selv fandt paa min grav, men mig er hverken
spise eller drikke til nogen fornøielse, men ligesom I gjør jer
tilgode med at spise og drikke, saaledes glæder vi kristne sjæle
os ved fromme bønner.»
Hele denne sagngruppe, Don Juan- eller Leontius-gruppen,
repræsenterer, som sagt, en særudvikling og har mest interesse
paa grund af dens betydning for kunstliteraturen. I et langt
nærmere og mere organisk forhold til eventyret om den døde
julegjæst staar en anden meget omfattende gruppe af eventyr og
legender; den kunde kaldes den døde som bryllupsgjæst, skjønt
dødningen i et par versioner ogsaa af denne gruppe kommer som
julegjæst, ligesom i den første hovedgruppe, ikke til et bryllup.
Denne gruppe kjender ikke motivet med hovedskallen, 0111 man
end kan finde spor af det. Eventyrets almindelige indledning er
her gjerne fortællingen om to venner, som gjensidig lover
hinanden, at de, døde eller levende, skal mode op til den andens
bryllup. Alene den förste af de formninger, som her skal
meddeles, viser sammenhæng med indledningsmotivet om hovedskallen,
som dog i denne version er blevet til et laarben.
Denne eventyrkreds om den døde som bryllupsgjæst er saa
overordentlig udbredt og foreligger i saa mangfoldige større og
mindre afændringer, at der her alene kan være tale om et
overmaade begrændset udvalg.
Forst skal meddeles et islandsk eventyr, Brudgommen og
spøgelset, fra Arnasons «Islendzkar ‡)jödsögur».
Fire mænd grov en grav; nogle siger, det var paa
kirkegaarden paa Reykholar. Det var muntre mænd, men en af dem,,
et ungt menneske, var den mest overgivne. Af graven kom op
en mængde menneskeben og deriblandt et laarben af en
overvættes stor mand. Den mest overgivne af graverne tog
laar-benet og maalte det ved sit ben; det naaede ham fra fodsaalen
op til hoften, skjønt han var en mand af middels høide. Han
sagde: «Denne mand har været en dygtig bryder, og det kunde
være morsomt at have ham til gjæst i sit bryllup.» Saa lagde
manden laarbenet ned ved de øvrige ben.
Fem aar senere havde den unge mand fæstet sig en kvinde,
og der var lyst to gange for dem. Da drømte lians fæstemø
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
