Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EVENTYR.
593
prosalegende fra det 15de aarhundrede. Her kommer en
hvidklædt ridder, brudgommens afdøde fætter, efter løfte til vennens
bryllup, og indbyder ham saa til gjenbesøg; søndagen efter skal
ved midnatstid hans hvide hest vente paa ham ved graven. Den
levende ridder tager afsted, bliver gjæstfrit modtaget af sin fætter
og bliver hos ham i tre dage. Da han kommer tilbage, er alt
forandret; af en gammel kone og af præsten faar han høre, at
der er gaaet fire hundrede aar, siden han red bort. Han
modtager sakramentet og dør. Hesten og hunden venter ved hans
grav til den fjerde dag. Da staar han op af graven i nærværelse
af en stor mængde og rider tilbage til paradis.
Nær beslægtede med denne optegnelse og maaske
oprinde-ligere er en række middelalderlige legender ligefra det 13de
aarhundrede om en ung, from fyrste, som ved sit bryllup faar besøg
af en engel eller en salig afdød, hvem han paa hans hvide
mulæsel følger til paradis paa besøg. Denne legendegruppe er
studeret af Reinhold Kohler i flere afhandlinger.
Nedenstaaende eventyr fra Schweiz, som stammer fra disse
legender, giver et klart og tro billede af de middelalderlige
formninger. Det er meddelt af O. Sutermeister i «Kinder- und
Haus-märchen aus der Schweiz».
Der var engang en ung hertug, som var saa from og
gudfrygtig, at han ligesaa godt kunde dø straks og komme i
himmelen. Men hans moder vilde gjerne, han skulde gifte sig med
en prinsesse, og da han var en god søn, saa var han villig til
det og bestemte bryllupsdagen. Om morgenen paa bryllupsdagen
kom der en vakker, anselig yngling og tilbød sin tjeneste som
kok, men kun under bryllupet. Hertugen syntes godt om ham,
og alle folkene ved hoffet undrede sig over hans fornemme
optræden. Da han havde vist prøve paa sin dygtighed i
kogekunsten, vilde hertugen ikke slippe ham; men allerede om
eftermiddagen sagde ynglingen, at tiden var kommen; han maatte nu
hjem igjen. Da vilde hertugen følge ham et stykke paa veien.
Som de nu gik og talte sammen, stod de med engang paa en
grøn mark, som helt var bevokset med roser og rosmarin, og
luften var fuld af balsamisk duft. Under et palmetræ gik et
muldyr og græssede; ynglingen løste dette og bad hertugen sætte
sig op; og han gjorde det, og ynglingen satte sig bagpaa. Da
forekom det hertugen, at de svævede i luften; snart saa han langt
borte en prægtig stad, og da de kom til porten, var denne helt
ovenfra og ned til jorden besat med ædelstene; porten aabnede
sig af sig selv, og da de kom ind i byen, var der saa lyst og
glimrende, som 0111 det lyste fra tusen sole; fra alle sider lød
sang og musik og igjennem gaderne, som var brolagt med rent
guld, drog hvide jomfruer med blomsterkrandse om panden, og
38 — Nordlands amt II.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
