Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KOMMUNIKATIONSMIDLER. 37
færdselen, men egnen fandtes ikke gunstig for transport paa elve og
kanaler. Det var ikke længe efter, at de förste jernbaner var bygget
i England og for jernbaner var bygget paa fastlandet, eller i 1834,
at Karl Forsell fremsatte tanken om en jernbane fra Gellivare
Endnu omkring 1840 fortes en stor del jernmalm med renskyds,
saaledes fra Gellivare malmforekomster til Selets jernværk hele
160 km. med ren. En del af malmen til dette brug fortes helt
frem, en anden del lossedes op ved Edefors ved Luieelven og
hentedes derfra i store baade, naar elven var blevet isfri. Heste
benyttedes ogsaa til kjøring af jernmalm. Ligedan var det med
andre jernværker. Saaledes førtes i gamle dage til masovnene
oppe ved Tornefors eller Junosuando eller Palokorva ved Tornea
malm fra Svappavare eller fra Kirunavare i Jukkasjärvi Lappmark.
Saalænge malmen maatte kjøres med ren. var det ikke
muligt at faa disse jernværker til at bære sig.
Gjennemsnitlig daglig kommer der 3—4 000 tons malm ned
til Narvik, og for at trække denne malm 30 km. paa 1 dag
vilde der behøves 30 000—40000 rensdyr, thi en ren kan ikke
drage stort mere end 100 kg. Om Vs million ren kunde tænkes
i stadig virksomhed aaret rundt, vilde de neppe formaa at føre
ned jernbanens malmmængde.
Den nederste del af Gellivare malmberg ligger omtrent 40* >
m. o. h.; dets høieste top rækker knapt ovenfor trægrændsen,
617 m. o. h. Malmen er omtalt i 1704 under navn af Illuvara.
Malmen blev ikke paaagtet, før løitnant Karl Tingvall muthede
den i 1735. Fra 1738—97 indehavdes feltet af brugspatron
Abr. Steinholtz og professor Jon. Meldercreutz (og deres arvinger),
og malmen smeltedes i denne tid kun ved masovne i Råne sogn,
men man maatte hente blandingsmalme søndenfra, fra Roslagen.
Fra 1797 gjorde Hermelin store anstrængelser for at ophjælpe
disse egne, og paa denne tid byggedes mange nye masovne.
Gjennem adskillige mellemhænder blev lidt efter lidt kong Karl
XIV Johan eier af det saakaldte Gellivare værk mellem aarene
1818 og 1830.
Efter Karl Johans død tilfaldt værket Oscar I. Driften gik
ikke heldig, og kongen ønskede eiendommene solgt.
Efter flere forgjæves forsøg paa at danne et svensk selskab,
fik i 1850-aarenes midte den stockholmske grosserer Pontus Cleman
dannet et norsk selskab med sæde i Fredrikshald til
eiendommenes erhvervelse og drift.
Blandt Gellivarebolagets norske deleiere var grosserer P.
Anker, konsul Thomas Stang, grossererne Ole Stang og Nils Stang
sen., grosserer Victor Kjellberg, alle fra Fredrikshald, konsul Blom
paa Moss, grosserer Stener Rosenberg i Kristiania, muligens ogsaa
ritmester Thorvald Meyer og konsul Faye. Af svensker var der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
