Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
<332
NORDLANDS AMT.
Duilderlaildsbaneil er bygget for private midler for at
transportere den med magneter rensede jernmalm fra »Storforshei, hvor
de anlæg ligger, hvor malmen knuses, tørres, sigtes og skilles.
Den føres herfra til Guldsmedviken, hvor den formes og brændes
til briketter.
Banens længde fra Guldsmedviken til Storforshei er omtrent
21 km., og saa er der en forlængelse paa 2.5 km. til
gruberne ved Stillsvatn, hvilken fører malm fra gruberne til
Storforshei.
Banen ligger paa Ranenelvens sydside, gaar ikke langt fra
Guldsmedviken paa bro over Tveraaen, folger i det hele
Ranen-elvens krumninger, indtil den nær Storforshei gaar paa bro over
Ranenelven til de store anlæg ved Storforshei.
Denne bane er bygget i henhold til lov af 17de februar 1866,
hvorefter sporveie til førsel af malm til afskibningssted kunde
anlægges uden koncession. Denne lov blev imidlertid ophævet
ved lov af 22de mai 1902, hvorefter der til anlæg af saadanne
veie kræves kongens tilladelse. Banen er først i 1907 anvendt
til transport af større mængder malm, og er ikke aabnet for
almindelig trafik, hvortil koncession behøves.
Svenske malmforekomster med mulig transport over
Nordland. Foruden Kirunavare og omliggende gruber er der
endel andre svenske forekomster, hvis malm bekvemmere kan
føres ned til fjordene i Nordland end til den Botniske bugt.
Nogle af disse skal nævnes.
Malmforekomster, som kan faa betydning for Ofotbanen, er:
Svappavara kobbermalm- og jernmalmfelt ligger nogle mil
sydøst for Jukkasjärvi, omtrent 40 km. fra Kiruna. Dette felt
ligger i skog og har en noksaa godt befolket bygd i nærheden.
Forekomsten har været kjendt fra omkring 1650.
Først arbeidedes her af eieren af Klengis brug, Abraham
Momma. Storgrubens kobbermalm skal en tid have givet indtil
800 skippund kobber om aaret. Nye gruber optoges, og der opførtes
en hytte ved den nærliggende Luongasjoki. Værkets
blomstringstid varede til 1670, da driften tog af, og sluttede i 1686. Efter
den tid fortsattes dog i nogen grad kobbertilvirkningen i henved
100 aar, og i de gamle hauge fandtes adskillig malm.
Kobbermalmen var broget kobbermalm, kobberglands, kobberkis og
rod-kobbererts.
I Svappavaras omgivelser har ikke faa kobberforekomster
været bearbeidede i ældre tid. Den rigeste har maaske været
gruben Särkivara, 5 km. nordøst for byen. Den bearbeidedes
omkring 1750 og 1760.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
