Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•172
NORDLANDS AMT.
Al tiende deltes oprindelig i fire lige dele, mellem biskopen,
sognepræsten, sognets kirke og bygdens fattige. Den sidste del
kaldtes «bondelodden» og skulde uddeles til de fattige under
tilsyn af sognepræsten og bygdens bedste mænd. Fisketienden
skulde efter Gulatbingsloven kap. 20 «svares under hjelden»,
før den torrede fisk førtes bort fra rorværet Den omtalte deling
vedblev i 300 aar, indtil et bispemode i Oslo i 1436 med
erkebiskop Aslak Bolt som formand bestemte, at erkebispen og hver
biskop i provinsen skulde holde efter kirkernes evne en, to eller
flere indfødte dertil skikkede klerker ved de privilegerede studier
(universiteterne); til hjælp skulde de tage halvparten af
bondelodden, som ifølge kristenrettens bud tilfalder de fattige. Senere
anvendes bondelodden kun lidet til bygdens fattige.
Ved reformationens indførelse bestemte Kristian III.s reces
af 30te oktober 1536, at tienden skulde deles i tre dele, saa at
kongen skulde oppebære den del, som for havde tilfaldt
bisko-perne. Recessen mødte i Norge modstand, idet folk gjorde
fordring paa den gamle bondelod; fordringen indvilgedes ogsaa
1551 bønderne i Oslo og Hamar stifter. Styrelsen bestemte
snart, at en fjerdedel af al tiende skulde anvendes til fattige
menneskers ophold, snart at denne del skulde anvendes til fattige
skoleborn eller til hospitaler. Betalingsmaaden vedblev fremdeles at
være gjenstand for tvist. Henimod slutningen af det 17de
aarhundrede fastsatte landsloven, 2den bogs 22de kap., art. 1 —12,
at al tiende skal deles i tre lige dele, mellem kongen, kirken og
præsten. Bondelodden gik endelig tabt, og man mistede en
indtægt, der i fiskeridistrikterne kunde være stor. Fremmede
fiskere skulde dele præstens og kirkens tiende i to lige store
dele, en skulde tages med hjem til kirke og præst i deres egen
bygd, den anden part skulde erlægges til kirke og geistlighed i
det sogn, hvor fisket var foregaaet. Bestemmelsen findes allerede
i forordninger af 6te februar 1632 og 4de juli 1641, der
henviser til en overenskomst mellem præsteskabet i Trondhjems
stift af 27de april 1594, hvori det heder, at denne delingsmaade
har «af Arilds Tid været i Nordland med Fisketienden og endnu
sker udi alle nordlandske Vær, hvor som ikke Vold gaar for
Retten».
Da den ældgamle bondelod i begyndelsen af det’ 17de
aarhundrede var tabt, maatte sognets fattige forsørges paa anden
maade, og det var ikke let. Istedetfor den tabte lod, men vel
ikke som erstatning, fik fiskerne i Finmarken den saakaldte
O’
«tiendekande», som betaltes af tiendetagerne med V-t tønde øl
for hvert hundrede fisk. Senere blev dette erstattet med 6 mark
fi?k af hvert hundrede, som betaltes i tiende. Kanden blev
afskaffet i 1678. Fiskerne i Nordland fik af tiendetagerne «varg-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
