Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FORHISTORIE.
877
saa at altid 7 og 7 mand maatte veksle med at øse og
at staa tilrors og styre i haard kulde. Dernæst havde vi kun
meget lidet vin igjen, og det blev derfor nødvendigt at træffe en
bestemmelse. Vi tog kop, og det ikke en stor, to gange i døgnet;
det var en elendighed. Men med mad var vi noget bedre stillede,
thi der var et nogenlunde forraad af salt kjød, ost og beskøiter.
Men da vi manglede drikke, var vi bange for at spise salt mad.
Under disse omstændigheder begyndte den ene efter den
anden at dø; de viste ikke paa forhaand noget tegn paa, at
døden var nær, men de faldt pludselig død om for vore øine.
Til yderligere oplysning kan jeg berette, at de første, som døde,
var dem, som ombord havde været umaadelige i nydelsen af
vin og havde gaaet i en rus, idet de stadig opholdt sig ved
ilden. Ved at gaa fra den ene yderlighed til den anden, var
de, selv om de var særdeles kraftige folk, lidet skikkede til at
taale saadanne strabadser. En dag døde to, en anden dag døde
tre eller fire, og dette var mellem 19de og 29de december; vi
kastede dem straks i havet.
Da al vin var sluppet op den 29de, og da vi ikke vidste,
hvor langt vi var fra land, ønskede jeg at høre til deres tal,
som allerede var døde. Gud gav mig dog i sin naade saa stor
udholdenhed, at jeg blev ilive. Da alle var saa fortvivlede og
sikre paa at dø, fik jeg af Gud den indskydelse med passende ord
at formane de gjenlevende til ydmygt og gudhengivent at gaa den
visse død imøde, idet vi sammen nød sakramentet i den vin, som
var igjen. Efterat jeg havde talt, viste alle sig under taarer som gode
kristne, og de anbefalede sin sjæl til Guds varetægt. Da de var
i yderste nod for vand, begyndte mange, vanvittige af tørst, at
drikke salt vand. Da mistede den ene efter den anden livet.
Nogle af os ulykkelige gav os til at drikke urin, og det blev den
vigtigste grund til, at vi opholdt livet. For ikke at plages endnu
mere af tørst, afholdt jeg mig næsten ganske fra at spise, thi
vi havde ikke andet end salt mad. I denne elendige forfatning
var vi i fem dage; den 4de januar før dagens frembrud seilede
vi afsted for svag nordostlig vind, og da saa en af folkene, som var
i stavnen paa baaden, ligesom en skygge af land foran os i læ.
Han raabte da spændt, hvad han syntes at se, saa alle i haab
om frelse vendte øinene i den retning. Dagen var endnu ikke
kommen, og vi ventede paa, den skulde gry, saa vi kunde faa
vide, om det var land.
Saaledes fik vi nyt mod og styrke, og vi greb til aarerne
for at komme nærmere til land, som vi længtes saa meget efter;
men paa grund af den store afstand og den korte dag, som kun
varede to timer, tabte vi landet afsyne, og vi kunde heller ikke
brage aarerne længer, da vi var saa trætte. Denne lange nat
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
