Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
936
NOIIDLANDS AMT.
Neppe nogen del af Norge led saa meget ved krigen i 1807
—14 som Nordlandene.
I længer tid var veien til Bergen, hvorfra man pleiede at
hente sin forsyning, stængt af engelske kaperskibe, saa at der,
da uaaret kom, saagodtsom ikke fandtes korn i bygderne. Sæden
fros bort, og ved St. Hanstider var fuld vinter med snefok og
kulde; det lille, som var igjen, stod gront ved indhøstningen.
Bark og græsfrø var det almindelige surrogat for korn.
De handelsmænd, som vovede sig med sin jægt til Bergen,
blev i regelen tagne af engelskmanden. Fartøiet blev slæbt
tilhavs, men da den tungt lastede nordlandsjægt var besværlig at
bringe over Nordsjøen, blev den i almindelighed sluppet en del
mile ude i havet, efterat det mest værdifulde af laduingen enten
var bragt ombord i kaperskibet eller ogsaa styrtet overbord.
Mandskabet blev da som fanger fort til England, og ikke faa
nordlandske skippere med sit mandskab sad i kortere eller længere
tid i den engelske «prison». Bergensleden var et usikkert
farvand i de dage. Saalænge fartøierne kunde holde sig indenfor
skjærgaarden, var faren endda ikke saa stor, men naar de skulde
ud i det aabne hav, f. eks. ved Stad, da skulde der god lykke
til at undgaa en kaper. Derfor var især Stadhavet frygtet. Men
heller ikke saa langt nordpaa som udenfor Nordlandskysten var
havet ganske sikkert.
Det heder i Budstikken for 1817, at fra den tid, da krigen
i 1807 brød ud, stødte det uheld til for Nordland, at Lofotfisket
aftog mærkelig, og at fangsten i de sidste 6 aar før 1817 var
den mindste, som nogen fisker da kunde erindre sig. Det var
før ikke sjeldent, at 120—130, ja flere jægter fra Nordlandene
gik fuldt lastede til Bergen, og de fleste to gange om aaret,
men i de nævnte aaringer var neppe halvdelen og maaske ikke
mere end tredjedelen af dette antal i farten. Af mangel paa
fiskeredskaber fiskedes der mindre, og fiskevarerne blev bortgivne
til handelsmanden med stort tab; saaledes gav man 24 vog
rundfisk eller lVs tønde tran for 1 tønde byg, og alt hvad der fandtes
i folks eie, lige indtil gangklæder og sengklæder, skilte man sig
ved for at faa fode. Der var misvækst i aaret 1812, og
fuldstændig mangel paa sædekorn i det følgende aar fuldendte
elendigheden. I disse aar omkom mange mennesker af hunger,
og man tog tiltakke med fødemidler, som neppe dyr vilde nydt,
skriver provsten Schytte, der var præst i Bodin.
Paa rigsforsamlingen paa Eidsvold mødte ingen fra Nordland
og Finmarken. Paa grund af de ufuldkomne kommunikationer
kunde valg först finde sted, da rigsforsamlingen næsten var færdig
med sit arbeide.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
