Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SALTDALEN HERRED.
237
Ved Storureu gaar elven i strygende fos, og straks ovenfor
ligger Urflaaget, hvor vaade og sorte fjeldhammere hænger ud.
Elven gaar i en eneste fos, og der er ikke ørenslyd. Her gaar
om vaaren og vinteren helt fra øverste Solvaagtind de mægtige
skred, som fylder veien og elveleiet for først at standse høit op
i lien paa den anden bred. Naar skredene gaar, er lufttrykket
undertiden saa stærkt, at hele rækker af træer kastes overende,
saa de ligger bortover som græs, der er slaaet med ljaa.
I regnveir ruller der stadig sten og grus ned, og
fjeldbæk-kene river ofte veistykker ud Vaar og høst er uren farlig at
passere. I ældre tid var der ingen vei gjennem uren, og dalen
var som noget for sig, vistnok beboet, meu kun kjendt af faa
udenfor de nærmeste grænder.
Ved Junkerdalsurens nederste del er steiltstaaende skifere.
Bergarten er skifer paa begge sider af gjelet, og det hele er som
en canon, udgravet af elven i mindre modstandsdygtige
bergarter.
I den storstenede skiferar vokser mange planter, og dalen
har gjentagne gange været besøgt af botanikere. I Saltdalens
hoveddal er der tæt furuskog, men hvor gjelet i Junkerdalsuren
bøier østover, hører den sammenhængende furuskog op ved
indgangsporten til gjelet, hvor elven kommer fossende ned. Furuen
veksler med birk, asp og or, rigt duftende hæg og rogn samt
selje og pil; vild ribs og tysbast dækker skraaningerne, og
under dem blomstrer forskjellige planter, fra sydlige
lavlands-former til rene alpevækster (bind I, pag. 666).
Der er vakkert langs den fossende elv og de høie
fjeldvægge, hvor yppig vegetation veksler med nøgne stenras og med
sorte klippesider. Men er det ikke klart solskin, er det trist og
næsten uhyggeligt i Junkerdalsuren.
Har man passeret Urflaagene og kommer op paa selve
Ur-hovedet, er der pludselig en anden natur. Fjeldene viger
tilbage, og der ligger gronne lier. Ovenfor gjelet breder sig den
egentlige Junkerdal; der ligger gaardene Solvaagli og
Jankerdals-gaardene, ialt 10 gaarde med over 100 beboere.
Nu gaar elven saa stille, at der kan roes op til
Junkerdals-gaardene. Selve Junkerdalen er en vid, aaben dal med retning
mod nordvest og paa nordostsiden begrændset af det høie
Baad-fjeld, der har en lang uafbrudt bråt side ned mod Junkerdalen.
Denne dal er en aaben, fladbundet dal fra istiden, medens
Junkerdalsuren, som er dens fortsættelse, er en af elven udgravet dal,
en dal under dannelse. Sandsynligvis har Junkerdalen engang
været en sjø, som er tappet paa den maade, at elven igjennem
Junkerdalsuren har fordybet sit leie.
Vestlig i Junkerdalen mellem Junkerdalsuren og hoveddalen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
