Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HISTORIE.
77
varbelgerne. Det følgende aar drog Skule med en hær over Dovre
og ned til Oplandene. Ved Laaka i Nannestad stødte han paa
birkebeinerne, der førtes af kong Haakons befalingsmænd Ambjørn
Jonssøn og junker Knut, der imidlertid var bleven udnævnt til jarl.
Da hertug Skule fik vide, at birkebeinerne nærmede sig,
rykkede han ud fra skogen og ned paa den tilfrosne Leiraelv.
Birkebeinerne drog ogsaa opover Leira paa isen, og snart skilte kun et
nes, Leirneset, dem. Hertugen forskansede sig nu paa neset, og
birkebeinerne tog plads paa den anden aabred. Herfra skjød de
paa hverandre; men ingen af parterne foretog noget angreb, saa at
hertugen efter 3 dages forløb maatte trække sig tilbage til Laaka
gaard af mangel af levnetsmidler. Da varbelgerne kom til gaarden,
traadte de sig en plads i sneen og fylkede lige ved husene, der laa
paa toppen af en bakke. Nedenfor var der en dal, og paa bakken
ligeoverfor indtog birkebeinerne sin stilling. Knut jarl og Ambjørn
mente nu, at det kunde være tid til at gaa angrebsvis tilverks, og
sendte en styrke under Lodin Gunnessøn, Haakon Griis og Jon
Provstesøn bagom husene for at falde varbelgerne i ryggen, medens
de selv vilde angribe i fronten. Dette viste sig imidlertid at være
et saare uheldigt paafund. Hertugen skjønte nemlig, hvad der var
igjære, og befalede sine bedste høvdinger, Alf af Thornberg, Olaf
af Vigdeild, Alf af Leivestad, Vesete litle og Algaute, at tage imod
den afdeling, der skulde falde ham i ryggen. I den heftige kamp,
som nu opstod, kom birkebeinerne, der maatte arbeide sig frem
gjennem den dybe sne, til at ligge ganske under. Haakon Griis,
Jon Provstesøn og flere andre høvdinger faldt. Lodin Gunnessøn
og en del andre reddede sig med nød og neppe til kirken. De
øvrige forfulgtes af varbelgerne, som nedlagde en stor mængde af
dem og erobrede alle de fiendtlige bannere.
Knut og Ambjørn rykkede, saasnart de antog, at den anden
afdeling var kommen frem, ned i dalen, og opad bakken paa den
modsatte side, men de kunde neppe komme frem for sne. Samtidig
styrtede varbelgerne sig fra toppen af den bratte bakke ned over
dem med en saadan voldsomhed, at de ikke en gang kunde gjøre
modstand, men blev kastet tilbage uden at have tabt mere end
én mand.
Jarlen og Ambjørn merkede nu, at den anden afdeling var
tilintetgjort, og sendte Eiliv Kyr til hertugen for at underhandle
om fred; men da Eiliv kom tilbage med de mænd, hertugen havde
sendt med ham, fandt de kun birkebeinernes skjolde, der stod
fast i snefanerne; bagenfor var der ingen. Birkebeinerne var i al
stilhed marscheret bort.*
* Munch gjør i anledning af kampen (Det norske folks historie, 3die del
side 955) den bemerkning, at man ikke kan tænke sig en uhæderligere
flugt. iDe ellers saa tapre birkebeiner,« siger han, >maa være blevne
slagne med en panisk skræk og har revet Ambjørn og Knut, der visselig
ikke savnede mod, med sig i forvirringen.« Det er dog lidet
sandsynligt, at birkebeinerne skulde være blevne grebne af panik midt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
