Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BELIGGENHED, INDDEI-ING OG GRÆNDSER.
69
og russer, og finnebyerne i Torne lapmark (norsk: Sørfjeldet)
skattede til svensker, nordmænd og (indtil 1596) til russer. I
16de aarh. (maaske tidligere) skatlagde svenskerne ogsaa finner
fra Titisfjord (Tysfjord) til Varanger og krævede undertiden
ogsaa skat paa Kolahalvøen.
I tidens løb havde Finnmçrk faaet en fastboende befolkning,
men det var ikke det omflyttende folk, der helt blev fastboende.
Den fastboende befolkning indvandrede fra Norge, Sverige, Karelen
og senere fra Rusland.
Nordmændene nedsatte sig langs Ishavets kyst til forbi Vardø,
og svenskerne bosatte sig ved Torneå, medens kareler og russer
trængte frem mod nord og vest til Senjens grændser, skjont de
ikke alle tog fast ophold.
Men indvandrerne i disse ubeboede egne vedligeholdt
forbindelse med det folk, hvorfra de selv var udvandrede, og
gjennem denne forbindelse blev der sørget ogsaa for deres religiøse
behov. Denne omhu omfattede dog ikke blot de indvandrede,
men ogsaa de omflyttende finner, med hvem de fastboende kom
i berørelse, og paa denne maade kristnedes Finmarken nordenfra
ved nordmændene, søndenfra ved svenskerne og østenfra ved
russerne, der indførte den græsk-katholske kirkes læresætninger og
skikke blandt det gamle Østfinmarkens finner paa Kolahalvøen.
Ved disse forbindelser knyttedes en del af befolkningen ved
folkeslægtskab og ved kristendommen til andre statsforhold end
den norske; enten kom der ikke istand noget statsretsligt forhold,
eller dette løsnedes efterhaanden for finnernes vedkommende.
Til at opretholde herredømmet i deslige skattelande som
Finmarken kunde man dels bruge fæstninger, dels kirker.
Russerne begyndte med at kristne finnerne før nordmændene,
og svenskerne kom nordmændene i forkjøbet med at bygge kirkerne
i de lapmarker, som senere blev svenske.
Naar nordmændene har beholdt Finmarken, saa skyldes dette
ene og alene anlægget af den lille fæstning Vardøhus og kirkerne
ved kysten.
Fæstningen Vardøhus omtales første gang i et brev fra 1340,
hvori kong Magnus Erikssøn overdrager til erkebispen forbedringen
af Tønsberghus og Vargø (umböt Tunsberghus ok Varghæya).
P. A. Munch antager, at anlægget skrev sig fra Haakon
Magnussøns tid (1299—1319).
Den kaldes i den ældste tid Vargøhus, ikke Vardøhus.
I en islandsk annal fra 1307 omtales, at erkebispen Jorunder
reiste til Vardø (vargeygiar) og indviede der en kirke. Der er
da al grund til at antage, at Vardøhus var opført i 1307.
De vidtløftige forhandlinger om Finmarkens grændser er
omtalte i oversigt i afsnittet om Finmarkens historie, men disse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
