Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
(88
FINMARKENS AMT.
I afstande paa kilometer kau man træffe en oase i form af
en liden rund moseflek af et skridts diameter. Disse besynderlige
flekker, som man støder paa hist og her rundt om paa fjeldene,
er som lyspunkter for vandreren henover vidderne. Til de
behagelige afvekslinger maa ogsaa regnes de større eller mindre
snedækte strækninger, man i de første uger af sommeren
støder paa.
Vegetation i form af græs og lyng er der kun i trange gjel
eller dale langs smaaelvene og ved bredderne af de smaavande,
som med afstande paa en kvart mil ligger henover vidderne.
Ved Østerelv, Syltevik og Sandfjorddalen træffer øiet saadanne grønne
hvilepunkter i den ellers saa kolde, triste stenørken.
Melankolien er det fremherskende, men saa har ogsaa landet
til sine tider en melankoliens skjønhed og poesi. Der er
maane-nætter, i hvilket det arktiske land træder frem i hele sin vilde
skjønhed, en maane, hvis lys synes intensere end andre steder,
en himmel, der spiller i blaat og grønt, og med flammende
farvemættede nordlys. Da er der pragt over vidderne, og lavere nede
ruller Varangerfjordens staalblaa bølger ind mod den hvide strand.
Uden mærkelig sænkning gaar højsletten paa Varangerhalvøen
lige ud til den yderste kant, hvorfra der kun er en eneste, steil
fjeldvæg lige ned til sjøen. Saa langt man kan øine stikker
forbjergene frem bagenfor hinanden, alle af samme form, ligesom
kulisser. Og udenfor gynger det uendelige liav.
«Saaledes, uden afveksling, saa jeg landet og havet og solen,
om morgen og aften, om middag og midnat; jeg flyttede mig mil
efter mil, scenen blev dog uforanderlig den samme.»
«Dog er det langt fra, at denne monotonie derfor var
trættende eller ubehagelig, tvertimod, just saaledes var det, at denue
natur formaaede at gjøre et dybt indtryk. Dertil har ørkenen
for mig altid havt noget særdeles tiltrækkende. Ofte satte jeg
mig paa et. eller andet af disse nøgne forbjerge og skuede ud
over det ode, ubegrændsede hav og indover fjeldslettens
idetmindste for øiet ligesaa uendelige ørken,» skriver Keilhau.
Saa pragtfuldt, som Østhavet kan være her udenfor
Varangerhalvøen en vakker sommernat med et mylder af baade og fartøier
fra fiskeværene, saa knugende trist er det at seile langs disse
øde kyster i vinternatten, naar alt liv er som uddøet, og naar
det eneste, som høres, er stormens hvinen og sjøens slag mod
skibssiden.
Havet faar her om vinteren en særegen mørk farve, ganske
sort. Naar man seiler om natten med overskyet himmel, er der
sort over og under, og paa dækket gjennfemblødes man af de
jevnlige overspylinger uden at kunne have ild paa, og hver talje
og hvert fald er overiset.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
