Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
(144 FINMARKENS AMT.
H. o. 11.
i terrænet, hvor sneen forst gik væk i midten af juli,
frembød den 27de august 1884 en fuldstændig foraars-
vegetation af alpeplanter.......... 5
Sletfjeldet mellem Koifjordvatn og Ivarsfjorden, den 28de
august 1877, flere sneflekker.........216
Nordvaranger. Kiberg ret op for bopladsene, et sneleie . 45
Kibergelven nær sjøen i elvebakken, et sneleie.....21
Kot op for Langbunes, den 25de august 1885, en snefonn
i en steil sydlig bakke...........68
Sydvaranger. Nordenden af Skogerøen, den 12te august 1877,
en netop optøet sneflek nedenfor en mod nord vendende
fjeldvæg................44
Fjeldet Bæljek, den 15de august 1877, en netop optøet
sneflek................336
Det tor vel siges, at grændsen for overliggende snefonner,
for altid snedækket land og for de høider, i hvilke bræer dannes,
stiger i Finmarken fra havet og indover, og det især af tre
grunde: forst fordi sommeren er kold ved kysten, forholdsvis
varmere inde i landet, dernæst fordi nedbøren, som senere
omtalt, vistnok er meget betydeligere ved de lioie fjelde ved kysten
end inde i landet, og endelig fordi det forrevne og af dybe dale
gjennemskaarne land tillader sne at samle sig op i forsænkninger
i masse, og det paa steder, hvortil solens straaler kun i kort tid
finder vei.
Evig tæle i jorden. Keilhau omtaler fra Talvik i 1828,
at der var «en myr ikke langt fra præstegaarden, som aldrig skal
tine ganske op, men som sagdes endog efter de varmeste somre
i en vis dybde altid at bevare nogen is. Dette er imidlertid
et ganske lokalt forhold, som ikke tilveiebringer nogen
overensstemmelse mellem Finmarken og det bundfrosne Sibirien. Tegn
til en saadan tæle som i Sibirien fandt jeg ikke engang paa
Spitzbergen .
Saadan evig tæle er imidlertid ikke saa sjelden, som Keilhau
antager, og der tor være storrc strækninger, hvor den er
almindelig.
Fra Koutokeino oplyser saaledes amtsagronom Nielsen, at
næsten alle de store og smaa myrer bestaar kun af et tyndt,
uforraadnet moselag ovenpaa undergrunden, og hvor de et enkelt
sted er af en nogenlunde dybde, er der is i ca. 50 cm.s afstand
fra overfladen.
I en ganske tør sandmol paa solsiden i Koutokeino fandt
han is 1.5 m. fra overfladen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
