Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
(134
FINMARKENS AMT.
indtager derhos en del af fastlandet mellem Beppefjord og
Ma-gerøsund, ligesom dele af Magerøeii bestaar af grundfjeld.
Finmarkens yngre lagrækker, som vi her efter den hyppigste
bergart kunde kalde sandstenlandet, indbefatter Dahlls raipas
og gaisa.
Mod sydost stoder Vestfinmarkens grundfjeld til denne yngre
væsentlig af sandstene bestaaende formation, saaledes at grændsen
gaar som angivet mod nordøst fra Langfjordens munding i
Altenfjorden gjennem Kvalsund i retning mod Nordkap.
Dahll mente, som omtalt, at der i denne yngre formation
i Alten laa nederst en afdeling raipas, bestaaende af brune skifere,
sandsten og konglomerater, og for denne var eiendommelig nogle
mægtige farvede dolomiter.
Over de steiltstaaende lag i raipas skulde da ligge gaisalagene,
som nederst bestod af haarde lerskifere, kvartsiter, glimmerskifer,
tagskifere, hvortil kom grafit med svovlkis i lag. Den ovre
afdeling af gaisa skulde da bestaa af gule og brune sandstene og
brune lerskifere.
Lignende bergarter som de i Finmarken optræder paa dele
af den murmanske kyst, saaledes paa Fiskerhalvøen.
Sandstenformationen paa Fiskerhalvøen er antaget at tilhore
devon; bergarterne er kvartsiter, sandstene, lerskifer, dolomit. I
øst for Fiskerhalvøen ligger øen Kildin; den bestaar af sandsten
med noget lerskifer og kalk. Der gaar en forrykningslinje mellem
øen og fastlandets grundfjeld. Ved mundingen af det hvide hav
findes ved fyrtaarnet Orloff en liden sandstenafleiring. Andre
sandstenafleiringer er fundne paa Kolahalvøens sydkyst, saaledes
ved Tschapoma.
Om disse Kolahalvøens sedimentære bergarter mente Murchison.
at de var devoniske. Ogsaa senere iagttagere sluttede sig til
Murchisons mening.
Ogsaa Keilhau finder i «Gæa norvegica aldersbestemmelsen
som devon ikke usandsynlig for de omhandlede bergarter. Dahll
var i 18H7 tilboielig til at henføre Varangerhalvøens bergarter
til perm, da der i det efter hans anskuelse underliggende
gaisa-system findes rigelige afleiringer af grafit, som han mente var
kullag fra stenkulstiden. Beusch anser det ikke for usandsynligt,
at Østfinmarkens «yngre» bergarter tilhorer den cambrisk-siluriske
lagfølge, der ellers ofte ligger over grundfjeldet i Norge og Sverige,
idet bergarterne i sparagmitformationen i den østlige del af det
sydlige Norge ikke er ulig Østfinmarkens. Han mener, at det
er vanskeligt at fremsætte andet end lose formodninger, indtil
fossiler er fundne.
Denne yngre, af sandstene bestaaende formation bygger et
land, der er forskjelligt fra det, som bestaar af grundfjeldets lag.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
