Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GEOLOGI.
1.-135
Hvor de til gaisasystemet hørende bergarter danner kysten,
hvilket er tilfældet helt fra Porsangerfjorden til Varangerfjorden,
mangler kysten skjærgaard. Fjordene er aabne og meget brede,
og forst i Sydvaranger, hvor gneisen kommer igjen, bliver
fjordene smalere og faar en skjærgaard. Sandstenlandet har helst
formen af et taSelland.
Paa flere steder forekommer grafitlag i disse yngre
lag-rækker. Saaledes ligger sydligst i Kontokeino ikke langt fra
Lodiken Aksjojavrre eller Øksevatn, med en betydeligere
grafitforekomst. Der er to sorte lag, skilte ved 1 ä 2 m. sort skifer, det
overste er 2, det underste 21/s m. mægtigt. Det sidste er det
reneste med nogle smaa aarer og korn af hvid kvarts. Ved en
undersøgelse viste disse lag sig at være frosne i flere meters
længde, indtil der blev en større høide af fjeld over dem, og
hvor lagene ikke længer var frosne, viste de sig gjennemtrængte
af svovlkis, der gjorde grafiten ubrugbar. En mængde myrmalm
forekommer ved sjøens bred. Paa veien fra det ste<j, hvor
Macejok falder i Altenelv, mod vest til Juovvagalddo, er der tre næsten
vandret liggende grafitlag. Det første, henimod 3 m. mægtigt,
har megen svovlkis og ligger i sort skifer. Over det andet
lag, som egentlig er en sort skifer med svovlkis og magnetkis, ligger
hornblendeskifer. Noget høiere kommer det tredje lag, 2 m.
mægtigt, bestaaende af kis og grafit; i toppen af Juovvagalddo er
der amfibolit. Ved at forfølge lagene i strøgretning findes end
større mægtigheder end de anførte. Hele fjeldet undtagen toppen
var bedækket med brunjernsten paa omtrent 1 m.
Langs Altenfjord, paa vestsiden til Talvik, tilhører bergarterne
denne yngre formation. Langs Vargsundets østlige side og mod
ost til Bepparfjordens sydvestlige side er der grønne og sorte
ler-skifere med alunskifer og graalig og gulhvid magnesiakalksten,
hvilken sidste i Kvalsund kan naa en mægtighed af over 30 m.
Paa Magerøen, hvor der efter det geologiske kart optræder
bergarter, som dels hører til grundfjeldet dels til de yngre
formationer, og desuden gabbro, iagttog Leopold von Buch, at den
grovkornede gabbro laa over andre mere finkornede bergarter.
Efter den tids almindelige geologiske opfatning skulde granit
og lignende grovkornede bergarter ligge lavest, være de ældste,
og her var de yngre.
Om fjeldene paa Magerøen, siger derfor Leopold von Buch, at
deres geologi er meget mærkværdig. Den giver ikke alene
oplysning om bygningen af Enropas nordligste yderpunkter, men ogsaa
om følgerækken af bergarterne i disse nordlige lande, og det saa
tydelig og fuldstændig, at man neppe i sydligere egne kan finde
det bedre.
Rækkefølgen af bergarter paa den sydøstlige del af Mager-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
