- Project Runeberg -  Norges Land og Folk, statistisk og topografisk beskrevet / XX. Finmarkens Amt. Første del (1905) /
195

(1885-1921) [MARC] [MARC] Author: Amund Helland, Anders Nicolai Kiær, Johan Ludvig Nils Henrik Vibe, Boye Strøm
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

A ÅRSTIDERNE OG VEIR LIGET.

195

haard og stormfuld vinter, i hvilken for det meste sydvestlige
vinde er de herskende.

I Varangerfjorden og ved havet er klimatet forskjelligt, og
vindene falder ofte i forskjellig retning paa disse steder.
Havvinden falder nemlig i almindelighed til lille Ekkerø, hvor man
begynder at faa den saakaldte Varangervind, der ofte kaster ud
af fjorden, eller vinden kan være sydvestlig og sydlig, medens
nordvestvind og taage hersker ved Vardø.

Vinteren i Finmarkens indland har, som berørt, låve
temperaturer. Finmarksvinteren kan være haard og streng. I
Karasjok var der i januar 1902 gjennemsnitlig henved 28° kulde (C.)
og i februar ikke stort mindre. Flere dage var kulden over 40°,
en dag hele 44°. Paa den anden side var det i februar 1902
varmegrader i et par dage. I det hele taget kan
temperaturforandringerne i Karasjok være voldsomme; 19de februar 1902
var det saaledes 28°, 20de + 0.6, 21de -r- 11, 22de 14
og 23de -f- 33.

Dertil kommer vintermørket. I omtrent 2 maaneder er solen
borte fra Karasjok kirkested, som ligger som i en gryde.
Kulden og morket kan lamme baade sind og krop. Saa længe man
kan komme ud, er det lettere; men naar kulden og mørket slaar
sig sammen med snefokket, er det ikke hyggeligt at færdes ude.
Uvante og fremmede lider ofte ondt i kulden og uveiret og
forfryser sig stundom.

Ogsaa inden døre har man vanskelighed med kulden og
mørket. Man maa være forsynet med parafin, som om vaaren
paa sneføret maa fragtes de ca. 140 km. over fjeldet fra
nærmeste dampskibsanløbssted — for at opbevares til høsten. Nogen
sommervei er her nemlig ikke.

Ogsaa Finmarks vinteren har dog sin særegne ynde.
Forfriskende er renkjørsel en klar martsdag eller en maanelys
vinternat, susende henover vidden eller nedigjennem furuskogen.

Trods det lange vintermørke, storm og stygveir og en karrig
jord har beboerne ofte bedre kaar end sydpaa; ved arbeide i
Finmarken er det lettere at tjene noget end længer sydpaa.
Arbeidslønnen er nemlig høi, og de to vigtigste næringsmidler,
fisk og det russiske mel, er meget billige.

Klimatet i Finmarken sætter vistnok sine mærker paa folket.

Distriktslægen i Hammerfest ytrer, at han ikke ganske vægrer
sig for den tro, at naturforholdene her oppe virker degenererende
paa befolkningen eller maaske rettere paa den norske del af
samme; den synes hverken saa fysisk udviklet, energisk eller
udholdende som folket længer sydpaa. Ialfald taaler den neppe
sammenligning med fiskerbefolkningen paa flere steder nedover
Nordland. En modvægt mod degeneration har man havt deri,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 20:51:46 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/norgeslof/20-1/0213.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free