- Project Runeberg -  Norges Land og Folk, statistisk og topografisk beskrevet / XX. Finmarkens Amt. Første del (1905) /
329

(1885-1921) [MARC] [MARC] Author: Amund Helland, Anders Nicolai Kiær, Johan Ludvig Nils Henrik Vibe, Boye Strøm
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

JOHDBRUG.

tier er jordsmon, ofte er fremmed, flyttet til stedet ved de
rindende vande, ved havet, ved vinden og ved is. Særlig er det
glacial aur, eller den under istiden flyttede blanding af sten,
sand og ler, der paa mange steder har dannet undergrunden for
jordsmonnet, og som, sammen med rester af raadnende planter
og dyrelevninger, danner den sorte muld.

Af denhe grund kan man ikke overalt af det faste fjelds
beskaffenhed slutte sig til jordsmonnets egenskaber, men da de
stene og den sand, som har dannet jordsmonnet, oftest ikke er
flyttet saa særdeles langt, har det faste fjeld over store
strækninger været bestemmende for jordsmonnets beskaffenhed.

I de dele af Østfinmarken, hvor det faste fjeld bestaar
væsentlig af kvartssandstene, kvartsskifere og lignende tungtforvitrelige
bergarter, ligger landet oftest goldt og nogent, bestaar af de af
frosten søndersprængte blokke og stene dækkede af et tarveligt
mosdække; thi disse kvartsstene ødelægges vistnok ved forandring
af temperaturen, naar de ved varmen udvider sig eller ved
kulden trækker sig sammen, og dernæst sprænger vandet, der fryser
i sprækker og afløsningsflader, blokke los, saa at store dele af
Finmarken ligger dækket af sten i sten; men disse stene, hvori
kvarts er den vigtigste bestanddel, sønderfalder ikke let til sand
og bliver ikke til ler, og har desuden ved sin forvitring ei heller
kali og fosforsyre at afgive til de planter, som maatte forsoge at
vokse der.

Varangerhalvøen og store dele af Østfinmarken, hvor disse
tungtforvitrelige bergarter raader, er derfor hverken godt
græsland eller godt skogland. Det er de allerlaveste dele af landet,
som har ligget under havets niveau, som har noget jordsmon,
dannet af det, som havet har skyllet op.

Noget bedre jordsmon er der i de dele af Vestfinmarken og
Sydvaranger, hvor grundfjeldets bergarter, gneisen og forskjellige
skifere med granit danner det faste fjeld; thi vistnok er disse
bergarters forvitringsprodukter ikke særlig frugtbargjørende, men
de er dog bedre end hine kvartsbergarter i Østfinmarken, og man
ser, at skogen trives bedre i disse gneis- og granitlandskaber.

De skiferlandskaber, som i Tromsø amt giver god jord og
udmærkede beiter, har ikke synderlig udbredelse i Finmarken.

Dyrkbart jordsmon er der da i Finmarken paa de steder,
hvor den glaciale aur dækker det faste fjeld, videre langs kysterne
i ringe høide, hvor havet har skyllet op sand, ler, skjæl i
gammel tid, og endelig er der langs elvene paa mange steder moer,
som elvene har slæbt sammen, og som giver en skrind jord.
Hertil kommer myrerne.

Jordsmonnet i Finmarken kan dog vistnok ikke i og for sig
betegnes som ufrugtbarere end i andre dele af Norge; der er

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 20:51:46 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/norgeslof/20-1/0347.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free