Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FÆDRIFT.
381
andre mener, at finnekoe’n stammer fra lapplandskvæget i
Finland, men da jordbruget i Finmarken vel er ældre end i
Lapp-markerne, er vel den første antagelse den rimeligste.
Den lille flnneko er nøisom, udholdende og klatredygtig og
er vistnok den for denne landsdel og navnlig for kystegneue
bedst skikkede race.
Ved sultefodring bliver selvfølgelig ogsaa denne race
forkommen og daarlig.
Negri skriver, at kjørene i Finmarken var ganske smaa dyr
uden horn, hvilket han ikke havde seet i noget andet land.
Kvæget i Finmarken er tildels en vidt dreven blanding mellem
finnekvæg», «russekvæg», vestlandskvæg og airshirekvæg.
Finnekvæget, som er det oprindelige, er mest ensartet i Karasjok og i
bunden af Varangerfjord. Det er smaa dyr, ca. 200—250—275
kg. levende vægt, kanske mindst ved kj^sten. Bygningen er
noget forskjellig, vistnok paa grund af fremmed blocl; men det er
gjennemgaaende kraftig byggede dyr; de har lidt kort ryg, men
er ellers et godt melkekvæg. Farven er gjerne lys med brune
tegninger paa forkroppen, med overgange, hvor den brune farve er
forherskende. Disse kjør er bedst skikkede for Finmarken, de er
vant til det barske og sure klima og forener trivelighed og
noi-somhed med en meget god melkeevne. I Porsanger er der samme
kvægrace, men det langt daarligere opdræt med lidet melk til
kalvene og sultefodring om vinteren har gjort kreaturene smaa,
spinkle og kantede, i det hele taget med et forkrøblet udseende.
Samme race har hos folk, der opdrætter og fodrer bedre, et
ganske andet udseende og er flinke melkedyr.
Med det tarvelige stel, den magre fodring og det lidet
omhyggelige valg af avlsdyr har finnekoen holdt sig godt oppe.
Formerue er ofte hverken spinkle eller svage, flere af dem er
istand til at yde en i forhold til livsvilkaarene betydelig afdraat.
En slagtet kos vægt angives i 1870 fra 66 kg. i Lebesby
indtil 108 kg. i Sydvaranger, Maasø og Loppen, middelvægten
angives til 90 kg.
I Langfjordbund i Alten er der mest airshirekvæg, der er
indført over Alteidet fia Maalselven.
I Alten blev i 1866 indført et par airshireokser, og der
findes endnu enkeltvis kjør, hvis bygning bærer spor af
slægtskab med disse, men virkningen af denne blanding maa nu siges
forsvindende.
1 Sydvaranger og Vardø by og herred er en del «russekvæg»,
der fra først af er af hollandsk og flamsk oprindelse og er
overført til egnene om Arkangel, hvor det væsentlig er udviklet til
kjødproduktion. Flere af racemærkerne er vedligeholdt, mest dog
farven. Disse dyr er meget store, kjødrige, med en grov knok-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
