Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FÆDRIFT.
391
talrigste, og en almindelig fremgang i faareavlen faar man neppe,
for herrederne forbyder at slippe ikke godkjendte vædere paa
fælles beite. Vædere, hel-og halvblods cheviot, kunde benyttes som
springvædere.
Naar vinteren ikke er for kold, kan faarene gaa længe ude
og selv finde en del af sin føde; derfor egner faareavlen sig bedst
ude ved kysten.
Ikke alene rensdyrene, men ogsaa faarene ved at finde græs
under sneen. I Kjelvik, fortæller Leopold von Buch, maatte man
lade sauene gaa ude om vinteren, thi alt foder inde var fortæret.
De skrabede i sneen som rensdyr 12 til 15 fod dybt, og om
vaaren var de saa fede, som man aldrig havde seet dem før.
(«jeter holdes i ikke ringe antal i enkelte egne ude ved kysten.
Ved sin store nøisomhed, haardførhed og evne til at kunne
til-godegjøre sig de forskjelligste slags fodemidler, passer gjeten godt
for kystegnene.
Det er mest i fiskeværene, at gjeterne holder til. Det er
gjennemgaaende store, kraftig byggede dyr med stort yver og
megen melk. Melken bruges som komelk.
Svill. Svineavlen i amtet er høist ubetydelig. Der var i
1900 kun 22 svin.
’Hos finnerne findes en mærkelig afsky til svin,» skriver
Lillienskiold.
Griseholdet var større i tidligere tider. Det gik tilbage, da
russemelet blev dyrere, og med den stærke fodring med
fiskeaffald og hvalkjød blev flesket daarligt. Svineholdet burde være
større.
De faa griser, som nu holdes, kommer fra Trondhjem eller
Tromsø og er mer eller mindre opblandet yorkshirerace; der fordres
et tiltag for at kjøbe grisungerne langveis fra, og transporten
bliver dyr og resikabel; der burde oprettes et par avlsstationer for
at lette anskaffelsen og for at lære folk til at røgte og fodre dem
paa rette maaden. Da kjørene som regel kalver om vaaren,
kan der afsees lidt melk til smaagriserne; rugmelet er en frugt
af befolkningens eget arbeide, idet fisken omsættes i mel, saa
omkostningerne til melforbruget behøver ikke at afskrække.
Forsøgene har vist, at man, uden at flesket tager afsmag, kan fodre
griserne med blæretang (svinetang) og med fiskeaffald, naar brugen
ophører et par maaneder før slagtningen. Finmarken maatte
kunne producere godt og billigt flesk, medens nu indføres næsten
hele forbruget af flesk.
Især i kystdistrikterne i amtet antages griseholdet at kunne
blive lønnende.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
