Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
VÆKSTLIVET.
441
bunden er tor, kan muligens finde sin forklaring i kystegnenes
storre luftfugtighed og i den ofte langvarige skodde, der afsætter
sig som draaber paa vegetationen, uden at det regner.
I gode somre modnes multen til de nordligste trakter af
amtet og ogsaa langt op paa fjeldene, helt til ti40 m. o. h. I
de storste høider sætter planten derimod vistnok ikke engang
blomster.
I almindelige multeaar kan bærene flokkevis staa saa tæt,
at der vilde komme ca. 58 paa 1 m.2, om de forekom i
samme mængde over større strækninger, og paa ganske smaa
flekker kan der være saa mange bær, at der vilde komme indtil
1 600 paa 1 m.2
De planter, som oftest forekommer sammen med multen paa
amtets myrer, er en art konglesiv (seirpus cæspitosus), en del star,
som carex pauciflora, chordorrhiza, pallescens og irrigua, sjeldnere
carex livida, og nogle myruM-artei, især eriophorum vaginatum,
angustifolium og den lille alpinum. Eriophorum callithrix, en meget
sjelden plante, vokser paa nogle faa steder i Nord- og Sydvaranger.
Den ligner eriophorum vaginatum deri, at den kun har et aks, men
den har rodgul uld istedenfor dennes hvide.
Paa enkelte steder i amtet er der ogsaa en anden sjelden
myruldart, nemlig eriophorum russeolum, der ligesom foregaaende
har rødlig uld.
Kvitlyngen (andromeda polifolia) med klokkeformede, lyserøde
blomster, den vakre, hvidblomstrede fjeldpryd (diapensia lapponica),
som før er nævnt for fjeldene, Ijaablom (parnassia palustris),
myrhat (comarum palustre) med rødbrune blomster, samt ved
myrtjernene bukkeblad (menyanthes trifoliata) hører ogsaa sammen med
kræklingen og skindtryten til de aller almindeligste planter paa
Finmarkens myrer.
Fremdeles kan nævnes tranebær (især oxycoccus microcarpus),
den lugtløse myrviol (viola palustris), pestrod (petasites frigida),
samt paa enkelte steder soldug (drosera rotundifolia og longifolia), hvis
blade ved hjælp af dertil skikkede kjertier fastholder smaa
insekter og uddrager næringsstoffer af dem. Ogsaa en anden
insektædende» slægt er repræsenteret her, nemlig tættegræs, hvis
samtlige landet tilhørende arter vokser i amtet, baade den
almindelige pinguicula vulgaris, der er den største af dem, og pinguicula
alpina, der har hvidgule blomster, og den meget lille pinguicula
villosa, der har violette blomster.
En af de mest iøjnefaldende myrplanter er kongsspir
(pedi-cularis sceptrum carolinum) med et aks af store, gule og røde
blomster i spidsen af den indtil 1 m. høie stængel. Den er ogsaa
almindelig ved elvebredderne.
Paa torvmyrerne i det indre af Finmarken er der en liden,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
