- Project Runeberg -  Norges Land og Folk, statistisk og topografisk beskrevet / XX. Finmarkens Amt. Første del (1905) /
576

(1885-1921) [MARC] [MARC] Author: Amund Helland, Anders Nicolai Kiær, Johan Ludvig Nils Henrik Vibe, Boye Strøm
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

576

FINMARKENS AMT.

forstaaet den kunst at bygge i sit slags ganske udmærkede baade,
og den samme baadform, som dengang var almindelig, synes i
hovedsagen at have holdt sig omtrent uforandret ned igjennem tiderne
og forefindes den dag idag i tusenvis i vore nordlige landsdele.

Disse baade maa nærmest betegnes som robaade forsynet
med mast og seil, og skjønt det er rorbaade, er de utvilsomt under
visse gunstige omstændigheder istand til at opnaa den samme
hastighed som en ligestor seilbaad. De hjemlige baadbyggere har forst
og fremst maattet lægge vind paa robaadens udvikling af
hensyn til det daglige livs behov.

Hvor hensigtsmæssig end den gamle robaad er som
fisker-baad under almindelige forhold og med godt veir, mangler den dog
de egenskaber, som under storm og uveir er mest at sætte pris
paa. Netop da den er saa let, mangler den evne til at arbeide
paa sjøen i storm. Det er paafaldende, hvor lidet der skal til,
forat det under fisket kaldes «landligge». Maaske kan dette for
en væsentlig del ligge i bedriftens beskaffenhed, idet redskaberne
vanskelig lader sig trække i frisk vind og sjo, men umuligt er
det heller ikke, at man med baade, som i saadant veir vilde
være fuldt manøvredygtige under seil, vilde kunne drive fisket
mangen dag, som man nu tilbringer i uvirksomhed ved land.
Under virkelig farefulde omstændigheder, f. eks. ved en pludselig
opstaaende storm, staar disse lette baade langt tilbage i
livs-sikkerhed. Man kan ikke ty til aarerne. At kjæmpe mod stormen
under seil lader sig neppe gjøre. Der er ingen anden udvei end
at lade det staa til for stormen, og alt kan da komme an paa,
om man har en havn i læ og er heldig nok til at finde den.
Nordlandsbaaden kan holde det gaaende utrolig længe for veiret,
og nordlændingens dygtighed til at holde baaden oven vande er
bekjendt; men en kraftig seilbaad, som, om den end ikke altid
kunde slaa sig op mod veiret, dog kunde ride stormen af paa
sjøen, og i hvert fald kunde ty til samme udvei, som man nu
er henvist til, at lobe for vinden, vilde yde en langt større
betryggelse og sandsynligvis bidrage til at formindske antallet af
de liv, som aarligaars gaar tabt ved vore fiskerier.

Denne opfatning har mere og mere gjort sig gjældende blandt
fiskerne selv; de større garnbaade (femboringen) er i de senere
aar i ikke ringe udstrækning aflost af seilbaadtyper tildels hentede
fra mere sydlige landsdele (Hardanger, Lister o. s. v.); mange af
de mest bekjendte baadbyggere i selve Nordlaud er ifærd med
at forlade de gamle former og gaa over til nye.

I Salten, Bodø, Tromsø, Ranen og flere steder bygges kun
faa fembøringer; man har lagt sig efter baadformer, som er
anlagt paa at stole væsentlig paa sine seil og kun udstyrede med
aarer som en nødhjælp.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 20:51:46 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/norgeslof/20-1/0594.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free