- Project Runeberg -  Norges Land og Folk, statistisk og topografisk beskrevet / XX. Finmarkens Amt. Første del (1905) /
647

(1885-1921) [MARC] [MARC] Author: Amund Helland, Anders Nicolai Kiær, Johan Ludvig Nils Henrik Vibe, Boye Strøm
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

HVAL OG HVALFANGST.

ti 4 Vi

har straaleii saavidt forskjellig form, at den øvede fangstmand
allerede paa langt hold ved, hvilken art han har for sig.

Hvalerne deles, eftersom de har tænder eller barder, i
tandhvaler og bardehvaler.

Tandhvalerne har flere eller færre tænder, aldrig barder,
næseborene munder sammen ud i et rendeformet, tverstillet
blæsehul».

Tandhvalerne er rovdyr, de lever af blæksprut, fisk, ja enkelte
angriber undtagelsesvis sæler og andre hvaler.

Bardehvalerne har kun i fosterlivet tænder, som igjen
forsvinder, før barderne udvikler sig. Barderne er trekantede tynde
hornplader, som i sin indre rand er flosset op til tynde trevler.
De hænger i to rækker ned fra ganen og danner derved tilsammen
et filter, der holder tilbage smaadyr (smaa fisk, krebs, bloddyr),
som med vandmasserne strømmer ind i det svære gab, medens
vandet selv presses ud gjennem filtret af den store kjødfulde
tunge, der virker som et stempel. Næseborene er adskilte.

Bardehvalerne er, efter sin maade at ernære sig paa,
fredelige og store dyr. Fordi munden er omdannet til det store
sile-apparat, er hovedet overordentlig stort, hvilket giver deres hele
kropsform et fra tandhvalerne afvigende udseende.

Af tandhvalerne er der mange arter, men de fleste lever i
sydligere farvand. De, som forekommer hos os, kan deles i 4
grupper: Delfinerne, hvidfisken med narhvalen, nebhvalerne og
pothvalen.

Delfinerne har i begge kjæver flere eller færre, oftest smaa
kegledannede tænder. Der findes en mængde former, især af de
mindre arter, som mest lever i nærheden af kysterne og der
forfølger stimfisk, som f. eks. sild, makrel o. 1. Man deler dem i
regelen i de spidshovede og buthovede arter.

De spidshovede delfiner har en mere eller mindre skarp fure,
som skiller panden fra snuden eller, som den kaldes, nebbet. De
har af alle hvaler de fleste tænder, ialt 80—200 (20 til 50 i
hver kjævehalvdel). Hertillands kaldes de springere.

I Finmarken er der maaske tre arter springere; den art,
fiskerne fortrinsvis kjender, er hvidskjævingen (delphinus aeutus).

De to andre arter er spidssnudet delfin (delphinus delphis),
kaldes i England «almindelig delfin», har af alle arter længst
snude, og hvidsnudet springer (delphinus (lagenorhyncus) albirostris)
med kort snude og gulagtig hvid.

Den almindelige springer eller hvidskjævingen (delphinus
(lagenorhyncus) acutus•) har spids, men kort snude. I overkjæven er 70,
i underkjæven 74 tænder (ca. 80 hvirvler). Snuden er sort, og
den har en hvid flek paa hver side bagenom rygfinnen. Længden
er ca. 12 fod, og den lever af fisk.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 20:51:46 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/norgeslof/20-1/0665.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free