Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
(i 8 O
FINMARKENS AMT.
kjendskab til hvalfangsten, nøie sig med den ofte utilgjængelige
nordkyst.
Paa Kpitzbergens ode kyster reistes nu store bygninger til
trankogning. Omkring trankogeriet Smeerenberg paa øen
Amsterdam 1)1 cv der en hel liden by, hvor man om sommeren kunde
træffe tilsender af mennesker. Scoresby anslaar antallet af sjofolk,
som til sine tider laa ved Smeerenberg, til mellem 12000 og
1 6 000 mand.
Da hvalfangerne först kom til Spitzbergen, var der en masse
hval, og de var ikke bange hverken for skibene eller baadene.
Skibene kunde ligge tilankers, og hvalen fangedes fra baade nær
havnen. Dette var hvalfangstens guldalder.
I denne tid i begyndelsen af det 17de aarhundrede blev
hvalfangsten paa Spitzbergen drevet som det saakaldte bajfiskeri
eller fjordfangst. Tranen blev kogt iland i kobberkjedler,
barderne blev renset af endel af mandskabet, medens resten gik
paa fangst.
Englænderne fortsatte hvalfangsten indtil 1623, men fra den
tid tog englændernes fangst foreløbig af.
Hollænderne har af alle nationer spillet den største rolle
som hvalfangere.
I aaret 1617 udvidede de forretningen til Jan Mayn, der
var opdaget 1611 og opkaldt efter sin opdager, og nogle aar
senere reiste de ogsaa trankogerier der.
Da i 1641 eller 1642 de kompanier i Holland, som havde
faaet monopol paa at brænde tran paa Spitzbergen, mistede dette
monopol, skede dette, fordi det ikke længer var dem til nogen
nytte, eftersom hvalerne havde forladt kysterne, og maatte søge
andetsteds hen.
I aarene 1630—40 begyndte man at spore aftagen i
hvalernes antal.
Endnu i nogle aar var hvalerne ikke længere borte, end at
man kunde bugsere de dræbte hvaler til land, flendse dem der
og koge tranen paa kysten. Saalænge bestod Smeerenburg endnu.
Men da hvalerne maatte søges langt fra land, var dette steds og
de øvrige trankogeriers glimrende tid forbi.
Som det gik paa Spitzbergen, gik det ogsaa paa Jan Mayn,
hvalerne forsvandt fra kysten, og trankogerierne forlodes og
forfaldt.
Man skulde tro, at hvalfangsten under disse omstændigheder
vilde aftage i disse farvande, men tvertimod var det først nu,
at den begyndte for alvor, hvortil hovedsagelig bidrog ophævelsen
af kompaniernes monopol. Man anslaar antallet af hollandske
skibe, der i 1640—1770 gjennemsnitlig aarlig gjæstede Spitzbergen
for hvalfangstens skyld, til 160, og i enkelte aar, saaledes i 1684,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
