- Project Runeberg -  Norges Land og Folk, statistisk og topografisk beskrevet / XX. Finmarkens Amt. Første del (1905) /
673

(1885-1921) [MARC] [MARC] Author: Amund Helland, Anders Nicolai Kiær, Johan Ludvig Nils Henrik Vibe, Boye Strøm
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

HVAL OC. HVALFANGST.

ogsaa et ryk gjennem det stærke dyr. Den sætter rasende
tilhavs. Der maa gives line og atter line, inden man tør sætte
fast. Der bliver da fart udover Ishavet med hvalen som
forspand. Skummet staar om skibsbaugen, uagtet maskinerne
vedholdende har arbeidet agterover for at moderere en smule paa
farten. Indover skibet driver den lunkne damp af dyrets aande.
Hvalen, der er irriteret over den dodvægt, den maa slæbe paa,
anspænder sine kræfter til det yderste. Man frygter for, at linen
skal briste, at den muligens maa kappes, da hvalen efter en stunds
forløb sakker af. Den pisker havet med slag af sin vældige hale,
rykker igjen i, dukker, skjærer op og staar tilhavs - - — sakker

igjen, vil dukke, men magter det ikke–. Muligens er dyret

allerede udmattet. Maskinen holder den nu i ligevægt. Dens
tunge støn høres, medens den sender op vældige dampsøiler.
Den kommer ikke mere af stedet. Snart er vel alt forbi.

Storbaaden fires ned. Man ror ud til dyret, idet man vogter
sig for at komme nær dens farlige hale, og medens dampmaskinen
arbeider energisk, nærmer storbaaden sig til hvalens side. Den
stikkes med spyd én gang, to gange. Man leder efter dyrets
hjerte. Ved tredje stød ror man fra. Hvalen er rammet. I
raseri pisker den vandet omkring sig til hvidt skum. Den stønner,
men dampsøilen er nu en kaskade af blod mod himmel og hav,
og for hvert støn bliver denne søile lavere og blodet mørkere,
og bølgerne omkring dyret i større og større omkreds rødere.
Den gjør rasende kast, og som dampen før drev om skibet,
driver nu blodrøgen. Men snart indfinder dødskampen sig, de
sidste livsytringer gaar som et ryk gjennem kolossen, og alt
er forbi.

Winchen sættes igjen i bevægelse, linen drages ind, og hvalen
slæbes til skibssiden og fortøies, medens bølgerne nu i lang
omkreds er røde.

Hvalfangerlivet i Finmarken syntes at være lidet tiltrækkende.
Vistnok havde bedriften rummelige og store dimensioner, vistnok
var der adskillig spænding ved fangsten, og det er tillige
utvilsomt, at her uafladelig stilles fordringer til ledernes energi,
handlekraft og raadsnarhed. Men de vilkaar, hvorunder arbeidet
foregik, var haarde. Denne haandtering dreves ikke af finmarkinger,
men af folk sydfra, for hvem livet der ikke faldt lempeligt, selv
om de havde adskillige aars praksis. Tidlig paa aaret, ofte
allerede i februar, kom de opover, medens sneen laa i høide med
hustagene, og vinterstormene ruskede i husene, saa væggene
rystede. Og saa skulde de ikast med elementerne og det
ildelugtende arbeide i fabriken.

Finmarksveiret kan være slemt nok, naar det f. eks. hændte,
at en af hvalfangerbaadene, der iaa for to ankere med 45—75

43 - Finmarkens amt..

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 20:51:46 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/norgeslof/20-1/0691.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free