Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FINMARKENS AMT.
I begyndelsen af det 19de aarhundrede sattes daarlige fiskerier
i forbindelse med den da nye tangbrænding.
I Lofoten sattes daarligt lofotfiske i forbindelse med
dampskibsfarten, som da var ny.
I slutningen af det 19de og begyndelsen af det 20de
aarhundrede sattes daarligt torskefiske i Finmarken i forbindelse
med hvalfangsten.
Leopold von Buch skriver:
I de 3 aar fra 1 799 til 1801 var Lyngen, Karlsø og Skjervø
overfyldt med fisk; siden den tid indtil 1807 har man næsten
slet intet fisket der. Hvorledes er det ogsaa tænkeligt, at den
fra jordens nordligste egne forfulgte lodde altid netop skulde soge
ind paa de samme steder af den norske kyst for der at redde
sig ind i fjordene! Man glemmer ofte havets uendelighed ved
disse fiskenes vandringer, og hvor lidet enkelte fjorde og kyster
har at sige imod havets udstrækning, og derved fores man ikke
sjelden til aabenbart falske slutninger.
Saaledes blev det i 1806 forbudt at brænde tare i
Kristiansund, og det var dog en næringsvei, som allerede indbragte byen
5 000 daler, og det var, fordi en digter havde hørt af fiskerne,
at røgen af den brændende tang jog torsken bort fra kysterne.
Var da fisken kun blevet borte der, hvor man brændte tangaske?
ikke ogsaa der, hvor man ikke tænkte paa at brænde tang? Helt
til Søndmør kunde visselig rogen af tangen ikke virke. Digtere
og fiskere er dog virkelig ikke kompetente dommere ved
undersøgelsen af saadanne almindelige aarsager til fiskenes vandringer.
Men kun naturforskeren, som folger fisken overalt paa det vide
hav og ikke paa kysten alene.
Naar den ene fisk bliver borte, tilskrives dette ofte andre
fiske eller havdyr, uden at der derfor fores bevis.
Da lodden i 30-aarene var borte fra Finmarkens kyst,
tilskreves dette haaskjærdingens tiltagen (efter femaarsberetningen
1836—40).
I Altenfjorden tilskreves det mislykkede fiske i slutningen
af 30-aarene blækspruten, som hindrede fisken fra at komme ind.
I Lofoten har blækspruten ogsaa faaet skylden for en stands
i fisket; men her fordi den trækker torsken, som æder blæksprut,
efter sig.
Fordommen mod noten under sildefiske foranledigede flere
forbud saavel under bohusfisket som de norske fiskerier. I
Nordland og Finmarken blev notbruget endog forst frit i 1845.
Fra det 16de aarhundrede indtil IKI 6 havde linerne at kjæmpe
mod opinionen, og endnu høres af og til klage over linerne;
blandt de anker, der er fremført mod de russiske fiskere, som
man vil fordrive, er denne, at agnet paa deres liner trækker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
