- Project Runeberg -  Norges Land og Folk, statistisk og topografisk beskrevet / XX. Finmarkens Amt. Første del (1905) /
696

(1885-1921) [MARC] [MARC] Author: Amund Helland, Anders Nicolai Kiær, Johan Ludvig Nils Henrik Vibe, Boye Strøm
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

(i 8 O

FINMARKENS AMT.

Stenkobben kaldes af finnerne gcedge-njuorjo, hvilket sidste
betyder stenkobbe. En voksen hun af denne kaldes afco.

I Altenelven bliver den undertiden saa længe, at den ikke
slipper ned. Den har om vinteren været seet i den aabne
strøm-fure ved Savcco i Altenelven, hele 50 km. op fra sjøen.

1 Tana gaar den op til Karasjok, 200 km. fra havet; i
Laks-elven i Porsanger gaar den forbi fosserne til Lakselvvøtn.

Ringsælen (phoca foetida) er graasort eller mørkebrun med
større eller mindre, ofte sammenflydende hvidagtige eller
gul-hvidagtige ringe.

Denne sæl forekommer i Hvidehavet og derfra undertiden
bortover mod Østfinmarken; den findes af og til i ostisen.

Den følger lodden i Varangerfjorden og kan undertiden
optræde temmelig talrig, men det er uvist, om den forekommer i
flnmarksfjordene til andre aarstider.

Naar silden indfinder sig i fjordene eller ved kysten af
Murman, forekommer den i større antal end ellers.

Finnerne kalder den havskar-gubbo og avskar-gatte
(auskjer-kobbe), den kaldes ogsaa gaffe.

Stenkobben og ringsælen kaldes paa russisk med fællesnavnet
nerpa, og en varietet af den sidste forekommer i indsjoerne Ladoga
og Saimen i Finland.

Disse to sæler kan kaldes ferskvandssæler, men de
trives lige godt ogsaa i saltvand, i fjorde og elve. De har
ingen indflydelse paa havfisket og paatræffes heller ikke paa
det aabne hav, men de er skadelig for laksefisket og for de
laks-artede fiske i almindelighed. Naar silden kommer i fjordene eller
ved kysten, optræder de i større antal end ellers. Som
fuldvoksne dyr er de meget sky og derfor ikke synderlig efterstræbte.

Til vandresælerne hører storkobben, haverten, ertneren (plioca
bar-bata). Den er den største af disse sæler, op til 10 fod.
Den holder sig mest ved iskanten og sees sjelden udenfor. Den
er meget almindelig overalt i østisen fra Spitzbergen mod Novaja
Semlja og udgjør en væsentlig del af sælfangernes fangst. Den
kaster unger i slutningen af mai.

Finnerne kalder ertneren appe-njuorjo (havkobbe) og jæges.

Ertneren forekommer i det kariske hav og omkring Novaja
Semlja, hvor den udgjør en vigtig del af kobbefangsten. Den
yngler ved øen Nokujeff paa land, antagelig ogsaa paa øer i det
kariske hav paa Kaninnos, Kalgujeffø og Novaja Semlja.

Graasælen (halechoerus grypus), paa finsk dævok, er ikke
sjelden i Varangerfjorden.

Det var denne sælart, som tidligere fangedes paa Henøerne
vest for Fiskerøen i slutningen af november; den skal liave
yngleplads paa Bondø udenfor Sørøen.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 20:51:46 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/norgeslof/20-1/0714.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free