- Project Runeberg -  Norges Land og Folk, statistisk og topografisk beskrevet / III. Kristiania. Første del (1917) /
274

(1885-1921) Author: Amund Helland, Anders Nicolai Kiær, Johan Ludvig Nils Henrik Vibe, Boye Strøm
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

] 274

KRISTIANIA BY.

flugten. Dette skede endog i saadan skynding, at de, som stod
øverst, styrtede ned paa dem, der stod nedenfor, og de faldt over
hinanden i bakkerne. Dette var den første kamp under
Ryen-bergene, og den maatte ansees for tabt for Sverre. Imidlertid
vovede dog ikke bønderne at forfølge dem, da de saa
birkebeinernes hovedhær nærme sig. Sverre red hen mod de flygtende
og skammede dem ud. «Tvi vorde jer,» sagde han, «som render
her, saa at den ene ligger over den anden, ser I da ikke, at ingen
forfølger eder?» Han lod blæse hele hæren tilbage til
Martestokke (Galgeberget), og det viste sig nu, at der paa Ryenbergene
kun var faldt 17 mand, men alle sammen hirdmænd, og mange
var saarede. Kongen søgte, saa godt han kunde, at sætte mod i
sine folk. «Vær ved godt mod, gode halse,» sagde han, «skjønt
vi har faaet nogle slag; sligt træffer ofte paa sjøen, sagde sælen,
blev skudt i øiet. Den fordel, bønderne kan vente over os, har
de nu allerede faaet. Vær ikke ræd for bøndernes hær; jo
flere de er, jo værre ufærd skal de faa.» Han gav derpaa
befaling til at stevne op efter veien og bestige bjerget, hvor det
var lavere lidt længere mod øst. De var imidlertid ikke komne
langt op, før de saa bondehæren mod nordvest; den strakte sig
nu lige til sjøen, saa tæt, som om man saa i en skog. Kongen
besluttede at ile imod den.

Sverre lod sine sønner Sigurd og Haakon med sine tropper
blive tilbage paa Martestokke for at hindre østlændingerne oppe
paa Ryenbergene fra at falde ham i ryggen. Da kongen kom til
broen ved Frysja (Akerselven), vistnok ved Nedre Foss, fandt
han den modsatte bred saa sterkt besat af bønderne, at han
ikke kunde komme over; der veksledes endel skud med dem,
hvorved flere blev saarede.

Kongen drog da nedover langs elven til dens munding; thi
her paa isen, omtrent ved den nuværende Østbanestation, havde
nu vestlandsbønderne naaet frem, folkene fra Vestfold og
Telemarken, og med dem havde allerede mange af romerikingerne
forenet sig. Det var bøndernes hovedstyrke, «og den hær var
saa umaadelig stor, at det maatte tykkes ugjørlig at gaa imod
dem.»

Lendermanden Aale Hallvardssøn spurgte kongen, om man
ikke skulde fylke. «Nei,» sagde kongen, «den skik har vi
birkebeinere vedtaget ikke at fylke, naar vi strider tillands, men
angribe flokkevis og med saa megen larm som mulig; da kan
enhver holde sig saa langt fremme som han vil. Lad os falde
heftig an, saa tænker jeg nok bonden skal vige, thi det gaar os
efter ordsproget: «Fald er færdens held». Den rette aarsag til,
at kongen ikke vilde fylke, var dog den, at hans hær, skjønt
den beløb sig til henimod 3 000 mand, dog viste sig saa ube-

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 20:34:42 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/norgeslof/3-1/0284.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free