Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BYENS FORTI».
525
Kongen negtede at tage 10de juni-beslutningen til følge, og
den Steenske regjering indgav da sin dimission, før kongen fik
fatte nogen beslutning i statsraad; ingen af statsraadets
medlemmer vilde tage ansvaret for negtelsen.
Kongen var uvillig til at forandre sin holdning trods
henvendelser fra præsidentkollegiet eller dagsordener fra storthinget.
Regjeringen havde indleveret sine afskedsansøgninger, men det
var ikke muligt at faa dannet et nyt ministerium; kongen
anmodede da regjeringen om at tage sin afskedsansøgning tilbage,
og storthinget sluttede sig den 26de juli 1892 enstemmig hertil.
Afgjørelsen af 10de juni-beslutningen blev udsat.
I april 1893 toges sagen op igjen. Stillingen var da
forandret. Da udenrigsbudgettet behandledes i sammensat statsraad
i januar 1893, forekom der i den norske regjerings betænkning
hentydninger til den nær forestaaende opløsning af det fælles
konsulatvæsen.
Udenrigsminister grev Leicenhaupt med tilslutning af det
svenske statsraads øvrige medlemmer tilbød da «en for begge
riger tilfredsstillende løsning af spørsmaalet om ordningen af
det fælles udenrigsstyre paa ligestillethedens grund med en
fælles udenrigsminister, svensk eller norsk». Det i forbindelse
med udenrigsstyrelsen staaende konsulatvæsen skulde søges ordnet.
Dette forslag blev betegnet som «broderhaanden».
Sammenlignet med før var denne den svenske regjerings
udtalelse et fremskridt i svensk opfatning. Det var en
god-kjendelse af det standpunkt, som indtil 1891 havde været venstres
og fremdeles var høires.
Den svenske regjering havde med denne udtalelse vovet
sig længere frem, end den vilde faaet følge af det raadende
parti i Sverige. Men det norske venstre krævede nu begge
rigers lige selvstændighed og fuldt gjennemført ligestilling i
unionen.
Svenskerne syntes til alle tider i sin unionspolitik at have
kommet for sent.
Storthingsmajoriteten kunde ikke godkjende den svenske
regjerings udtalelse. Fællesministeren stod ikke længere paa venstres
program, og konsulatvæsenets forbindelse med udenrigsstyrelsen
bestred venstre.
I en dagsorden af 17de marts 1893, foreslaaet af Løvland
og vedtaget med 64 stemmer mod 50, blev det da ogsaa udtalt,
at konsulatsagen maatte behandles udelukkende af norsk
statsmyndighed, uafhængig af udenrigsministerspørgsmaalet.
Kongens stilling var uforandret. Ligesom i 1892 forlangte
derfor det Steenske ministerium afsked før konsulatsagens behand-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
