Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
INSTITUTIONER OG FORENINGER AI" FORSKJELLIG ART. 119
Det norske samlag (bymaallaget), er en afdeling af det norske
samlag. Lagets publikation er tidsskriftet «Maal og minne».
Kristiania kunstforening blev stiftet i 1836. Den oprettede det
förste permanente udstillingslokale i Kristiania og satte de første
periodiske udstillinger igang, den indkjøbte kunstverker, oprettede
et fast galleri og bidrog til udsmykuingen af offentlige bygninger.
Arbeidet var ofte beskedent, thi midlerne var beskedne.
Kunstforeningens indkjøb naaede fra 1836 til 1911 en sum af
omkring 900 000 kr., saa foreningen har havt betydning for den
norske kunst.
Kunstforeningen er stiftet efter initiativ af boghandler
Johan Dahl og Schweigaard: Welhaven var i lange tider dens
ledende mand.
I den første bestyrelse sad Fiintoe, og arkitekterne Linstow
og Grosch. De udenlandske kjøb var dengang langt talrigere
end senere og foregik undertiden en bloc hos en kunsthandler i
Hamburg.
Kuustnerne og Kunstforeningen kom i den tid godt overens.
Senere blev det i Kunstforeningen, at den norske bildende kunst
har kjæmpet sine kampe.
Allerede den saakaldte altertavlestrid vedkom forsaavidt
Kunstforeningen, som dens direktion var den ene part mod Adolf
Tidemand, der var den anden Altertavlen i Vor Frelsers kirke
var en større bestilling, og den blev overdraget den tyske
maler Steinle Kunstforeningen med Welhaven i spidsen gjorde
sig skyldig i et overgreb; Tidemand mistede bestillingen og fik
fuldt op af ærgrelser i dens sted.
Det brud, som fandt sted med Tidemand i 1842, gjorde i
adskillige aar forholdet kjøligt mellem Kunstforeningen og den
unge norske kunst, og det blev ikke bedre i Welhavens
efterfølgende første aar. Der kjøbtes kun et billede af Eckersberg,
ellers var det billedhuggere som Michelsen, Middelthun og Hans
Hansen, som fandt naade for Welhavens oine. Klassicismen,
som düsseldorferne søgte at arbeide sig bort fra, var den eneste
kunstform, Welhaven forstod.
Bedre blev forholdet ved düsseldorfernes hjemreise i 1848,
men det var den nydannede Kunstnerforening og ikke
Kunstforeningen, som var det kunstneriske centrum. Düsseldorferne
blev den raadende skole.
Düsseldorf stod dengang for bevidstheden herhjemme som et af
Europas største kunstcentrer. En virkelig norsk kunstner var en
mand, der havde sin bolig i Düsseldorf eller Karlsruhe, og der
malte sæterjenter og fjeldbønder, høifjeldsbilleder og
fjord-landskaber.
Bodom, Printz, Cappelen, Morten Miiller, Knud Bergslien og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
