- Project Runeberg -  Norges Land og Folk, statistisk og topografisk beskrevet / III. Kristiania. Tredie del (1918) /
120

(1885-1921) Author: Amund Helland, Anders Nicolai Kiær, Johan Ludvig Nils Henrik Vibe, Boye Strøm
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

120

KRISTIANIA BY.

fiere rykkede nu ind ved Kunstforeningens indkjøb. Men for
alvor düsseldorfernes forening blev Kunstforeningen først, da
Emil Tidemand og professor Kjerulf var blevet formænd. Den
første var Adolf Tidemands broder, den anden Gudes svoger.
De havde en kunstnerisk indsigt, større end den dengang ellers
fandtes hos lægfolk i Norge. Indkjøbene af norsk kunst blev
efterhaanden meget store. Denne kunst var dengang i grunden den eneste.

Foreningen opdrog det norske publikum i düsseldorfernes
billede, og der gik en menneskealder, før det kom løs igjen.
Düsseldorfernes indflydelse var ikke udelukkende god, men der
blev skabt virkelige kunstneriske interesser i vide kredse.

Ved Kjerulfs afgang i 1873 havde düsseldorferne seet sin
bedste tid, men de vedblev at præge Kunstforeningens indkjøb.
Økonomisk var sytti- og begyndelsen af ottiaarene foreningens
bedste tid; kunstnerisk var den som den norske kunst selv
traadt ind i stagnation. De store pengemidler bragte efterhvert
Gudes indkjøb i høi pris; ialt kjøbte Kunstforeningen 96 arbeider
% af ham, medens der af Johan Nielsen kjøbtes 64 billeder. De
hjemlige düsseldorfere, Askevold, Amaldus Nielsen, Barlag og
Thurman, kunde glæde sig ved store kjøb.

En münch’.’nerskole begyndte at vise sig, og bag den skimtede
man i omridsene, hvad man ansaa for den sidste kunstneriske
galskab fra Paris. Som Welhaven i sin tid, var kunstforeningens
ledere, overlæge Larsen og skolebestyrer Gjertsen, nforstaaende
ligeoverfor ungdommen.

Efterat mange malere havde afsluttet sin skolegang ved
Münchenerakademiet, mødtes de fleste af dem igjen i Paris i
aarene omkring 1880.

Det gik op for dem, at det forhold, hvori de ældre norske
kunstnere havde staaet til hjemmet, var umuligt.

En hel del unge norske malere vendte hjem for at slaa sig
ned for alvor i Kristiania og prøve at leve livet med herhjemme.

Kunstforeningen var i aarenes løb vokset op til en størrelse,
der gjorde den til en institution af vigtighed for den bildende
kunsts trivsel her i landet. Dens magt gav den autoritet; hvad
den kjøbte og hvad den ikke kjøbte, fik et slags stempel i
publikums øine, og kunstnerne formaaede ikke at faa dette stempel
forandret, selv om de fandt, at det var aldrig saa uretfærdigt.

Kunstnerne var misfornøiede med, at denne autoritet var i
hænderne paa en bestyrelse, hvis medlemmer ikke stod i noget
personligt forhold til kunsten.

Kunstforeningen kom for anden gang i kamp med en ung
norsk kunstnerslegt.

Striden mellem Kunstforeningen og impressionisterne
kulminerede ved en kunstnerstreik i 1882. Feilen var størst paa

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 20:35:27 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/norgeslof/3-3/0132.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free