Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
218
KRISTIANIA BY.
i alle landets næringsgrene. For penge, reiste paa stadig
fornyede veksler, byggede man skibe og drev rederier, anlagde
fabriker, kjøbte aktier eller skog, aabnede en butikhandel eller
erhvervede gaardsbrug. Det blev dyre peuge, man paa den maade
skaffede sig, og man udsatte sig for, at drifts og anlægslaanene
maatte dele skjæbne med de egentlige diskonteringspapirer,
forretningsvekslerne, hvis noteringer afhang af sterkt varierende
omstændigheder og ikke af det almene laanebehov. Naar Norges
bank af hensyn til vekselkurserne paa udlandet og bevarelsen
af sin metalbeholdning maatte forhøie sin diskonto, maatte hele
det indre laanemarked, forsaavidt det var beroende af veksler og
vekselobligationer, følge med i fordyrelsen.
Hertil kom at kapitalen selv var utilstrækkelig. Kudog
første rangs forretningspapirer kunde ikke i nogen bank uden
videre modtages til diskontering. De maatte ofte finde sig i at
blive afviste, og bankerne var i det hele noksaa tilbøielige til at
opfatte sine udlaan som noget i retning af gunstbevisninger.
De særlig gode skibsfartskonjunkturer i aarene 1853—55 havde
bedret det hjemlige pengemarked paatagelig, idet de rigelige
fragter havde bragt kapital ind i landet. Rækker af nye
foretagender, smaa og større, sattes i gang og bandt paany
ressur-cerne; da saa skibsfarten i 185b var mindre indbringende og
tillige høsten det aar blev daarlig, med en sterkt voksende
kornimport, medens det daarlige sildefiske vaaren 1857 forringede
udsigten til betalingsmidler udenfra, strammedes pengemarkedet.
Der havde efterhaanden udviklet sig en forretningspraksis,
hvorved man paa en letvint maade forstod at skaffe laaneuiidler
fra udenlandsk kapital. I London, eller særlig i Hamburg,
aabnede norske forretningsmænd hos et eller andet af de talrige
baukierhuse en saakaldt blankokredit, d. v. s. adgang til uden
at deponere sikkerhed eller samtidig sende valuta at trække paa
Imset. At dette kunde ske i saa vid udstrækning, haug tildels
sammen med, at der var faa grossererforretniuger i Norge.
Grosserere i egentlig forstand var der navnlig søndenfjelds
saagodtsom ikke, det skulde da være i kornhandelen. Detaljisternes
forsyning maatte ske i Hamburg og London. Butikhaudlerne
selv forskrev sine bestillinger direkte hjem, hvoraf følgen var
en livlig vekselforbindelse endog for forholdsvis ubetydelige
norske forretninger. Fristelsen til nu og da at trække paa blank
konto laa nær. Allerede i 1848 var fremgangsmaaden adskillig
benyttet. Dens anvendelse fremmedes desuden derved, at
Hamburgs bank ikke udstedte sedler, hvorfor denne bys store marked
i langt større ndstrækning, end andetsteds var tilfældet, nødtes
til at ty til veksler som almindeligt cirkulationsmiddei.
Vilde en mand i Kristiania eller en anden norsk Sy laane
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
