Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SKOG.
457
I den del af ålmenningen, der faldt indenfor den ved
værkets privilegier af 1646 bevilgede 4-mils-circumference — Lille
Korssjøliens skog, en del af Tufsingdalen og af skogstrimmelen
paa vestre side af Fæmunden —, havde værket brugsret som til
almenningerne i Røros herred. I den øvrige del af ålmenningen
var værkets ret indskrænket til adgang til kul af materialer,
utjenlige til andet brug, og altsaa ikke til tømmerskogen.
Endel brug af det saakaldte Elgaadals gods, over hvilket
værket havde udøvet bygselraadigheden, tilhørte staten.
Værket flk ved kongelig resolution af 21de februar 1798
brugsret til Rendalens nordre statsalmenning eller adgang til, saa
længe det drives, at forsynes meel de til driften fornødne
skog-effekter, som skogene kunde taale at afgive, efter udvisning.
Ligeledes havde værket bygselraadigheden over de i ålmenningen
liggende, staten tilhørende rydningspladse. Værket var uberettiget
til at raade over almenningens skogprodukter ved salg.
Disse strækninger udgjør tilsammen omtrent 246 000 hektar,
hvoraf omkring 74 000 hektar skogmark. Røros værk har til
sin kulforsyning i disse egne snauhugget store vidder, som har
ligget afskogede og tildels endnu gjør det. Da jernbanen til
Røros var bygget, begyndte værket at smelte med koks
istedetfor trækul. Dermed var den for skogen ødelæggende kulbrænding
for en stor del ophørt.
Der var, som nævnt, tvist, om staten eller værket kunde
bruge disse skoge, og saalænge denne tvist stod paa, kunde der
ikke hugges.
Fra 1860 af huggede værket ikke ganske ubetydeligt til
salg i skogene. I Rendalens ålmenning havde man i 1860 endog
et «parti»’ mastetræer, som man ikke destomindre var betænkt
paa at virke til kul, da man havde vanskeligt for at skaffe sig
kjøbere, uagtet man henvendte sig til anseede trælastfirmaer
baade i Kristiania og Goteborg; fra begge steder flk man omtrent
ens svar, «at mastetræer vanskelig lod sig realisere i partier.»
Af almindeligt tømmer flødede man derimod fra Rendalens
ålmenning ikke ubetydelige partier baade til Klara og Glommen.
(Dahle: Røros kobberverk 1644 — 1894, pag. 391.)
De største værdier knyttede sig til Røros østre og Dragaas
almenninger samt navnlig til Rendalens nordre ålmenning.
Retsforholdene var i den lange tid, som var hengaaet, siden værket flk
sine brugsrettigheder i disse strækninger, blevne uklare. Af
disse grunde indgik staten og Røros værk i 1900 en
overenskomst, der traadte i kraft 1ste juli 1901, hvorefter en del skog
tilfaldt staten og en del Røros værk.
Staten opgav til fordel for Røros værk rettigheder i Røros
vestre statsalmenning og Røros østre statsalmenning (Rørosgod-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
