- Project Runeberg -  Norges Land og Folk, statistisk og topografisk beskrevet / IV. Hedemarkens Amt. Første del (1902) /
569

(1885-1921) Author: Amund Helland, Anders Nicolai Kiær, Johan Ludvig Nils Henrik Vibe, Boye Strøm
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

HUSFLID OG INDUSTRI.

569

i aaret 1621 var udgaaet forbud mod indførsel af tysk øl i
Danmark.

Brugen af brændevin tiltog, saa at man i 1624 forbød dets
anvendelse ved brylluper.

I den 8de april 1662 udgivne toldrulle for Norge
paa-lagdes en told af 1 rbdlr. for hvert anker indført brændevin.

Naar brændevinstilvirkningen først begyndte i Norge, kan ei
med bestemthed afgjøres, men den var begyndt i det 17de
aarhundrede. Oprindelig var brændevinsbrænding enhver tilladt.
Christian den fjerde forbød dog 1638 geistligheden at brænde i
sine egne huse.

I forordning af 28de oktober 1699 forbødes
brændevins-tilvirkning af hvede og rug.

Gjentagende gange blev det forbudt at brænde af hvede og
rug, men disse forbud blev igjen ophævede, i reglen efter kort
tids forløb. 1719 søgtes brændingen indskrænket derved, at
brændevin tillodes toldfrit indført søndenfjelds.

Tanken synes at have været den, at korn især i
misvækst-aar ikke burde forbruges til brændevin. Dette hensyn bevirkede
almindelige forbud mod al brænding, naar kornpriserne var høie,
og forbudene toges tilbage, naar disse faldt. Paa grund af den
overhaandtagende brændevinsdrik blev al brænding forbudt 1756
søndenfjelds og 1757 nordenfjelds, og i landdistrikterne maatte
alene værtshusholdere, gjæstgivere og kroværter sælge brændevin
og det kun efter særskilt bevilling. Alle forseelser mod
brænde-vinslovgivningen truedes med strenge straffe, endog «paa kroppen»,
og alle forseelser begaaede i drukkenskab blev belagte med dobbelt
straf. I byerne hævedes dette forbud ved forordning af 1767, som
gjorde adgangen til at brænde afhængig af anmeldelse og bevilling.

Al brænding skulde ophøre saasnart rugprisen oversteg 3
rigsdaler og byg eller maltprisen 16 ort pr. tønde. Naar undtages
nogle igjen ophævede forbud mod brug af brændevin ved festlige
leiligheder paa landet, skede der ingen forandring i den omtalte
ordning for byerne eller landdistrikterne før 1816.

Dog blev der lagt skat paa tilvirkningen i kjøbstæderne
ved forordning af 25de mai 1804; brændevinsbrænden i
landdistrikterne var da, som berørt, ganske forbudt ligetil 1816.
Skatten var dels en formalingsafgift af det korn, som benyttedes
til brændingen, og dels en afgift af mæskekar og kjedler i
forening for hver gang, de blev brugt. Kjøbstæderne benyttede
da ikke synderlig sin ret til brændevinsbrænden, især fordi de
ikke kunde hamle op med Danmark og ’fornemmelig Flensburg,
hvorfra aarligen udførtes omkring 6 millioner potter. Tilvirkningen
i Norge var hovedsagelig indskrænket til saadanne perioder, da
priserne fra udlandet steg, og tilførselen udeblev.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 20:35:52 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/norgeslof/4-1/0583.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free