Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HUSFLID OG INDUSTRI.
571
ligheden kun var et tillæg til landskatten og udlignedes med
denne paa matrikulskylden uden hensyn til, om vedkommende
jordbrugere benyttede sig af den ved loven af Iste juli 1816 givne
tilladelse. Tilladelsen gjaldt, som berørt, kun eier eller bruger af
særskilt skyldsat jord og der maatte ikke brændes af kjøbt korn
uden «til husbrug», hvilket forøvrigt ikke blev overholdt.
I kjøb- og ladestederne lagdes afgiften paa kjedlerne, af
hvilke apparater ingen under 200 potter maatte benyttes. Disse
bestemmelser bevirkede, at potetavlen i Norge tog et
overordentligt opsving; men som følge af den lette adgang til brændevin
drak folk meget mere, end godt gjorde. Da man paalagde ethvert
jordbrug en afgift for retten til at koge brændevin, enten denne ret
benyttedes eller ei, saa syntes folk, at man burde benytte den
ret, man betalte for, særlig naar man samtidig stoppede den
almindelige tilførsel fra udlandet af brændevin. Man anskaffede
sig de til brændingen fornødne, simple redskaber, hvis man ikke
havde dem før. Under denne drifts udøvelse hjalp man sig ofte
paa mange steder med en almindelig stor gryde med trælaag,
en nogenlunde lang geværpibe og en vandsaa. Man maatte have
fornøielsen af selv at koge sit brændevin, naar man alligevel
skulde bære skattebyrden.
Kunsten at tilvirke brændevin af poteter udbredte sig over
det hele land; i aaret 1827 talte man i landdistrikterne omtrent
11000 brændevinskjedler med tilhørende redskaber; paa mange
steder gik disse kjedler i laan fra gaard til gaard, og ogsaa de
til brændingen uberettigede husmandspladse flk sig brændevin
ved at laane redskaberne. Men disse lovgivningens forføininger
ansaaes for et misgreb, og man søgte at bringe brændevinskogeriet
tilbage under snævrere grændser.
Brændevinstilvirkningen havde imidlertid en god indflydelse
paa jordbruget; det kan ikke negtes, at «husholdningsbrændingens»
indførelse over det hele land i høi grad bidrog til en udvidet
potetavl.
Storthinget i 1827 foretog ingen forandring i friheden til at
brænde. Om salg og udskjænkning fastattes, at ikke
handels-berettigede brændere i byerne kun maatte sælge kvanta over 20
potter, og paa landet maatte salg eller udlevering af kvanta
under 3 potter ikke finde sted. Brændevinsafgiften skulde ogsaa
paa landet fastsættes til en vis sum for hver kjedel.
I 1837 forhøiedes de nævtne kvanta, 20 og 3 potter, til 40
og 5 potter.
De i trediveaarene og senere opstaaede maadeholdsforeninger
(senere afholdsforeninger) agiterede paa den lovgivende myndighed
for at bevæge denne til at forbyde brændevinsbrænding, og
storthinget, som blev oversvømmet med forslag i denne retning, be-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
