Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BEFOLKNING. 25
«Den dialekt, som her for første gang fremtræder paa prent,,
har jeg kaldet den tønsetske, fordi den i sin største
eiendomme-lighed blot forekommer i Tønset præstegjeld. Den tales vel i
de to nordligere bygder, Tolgen og Kvikne, men her faar allerede
det nordenfjeldske mere indpas, og kommer man længere syd i
Østerdalen, gaar den mere og mere over i den almindelige
søndenfjeldske sprogform.
Ivar Aasen har ikke videre taget hensyn til denne dialekt,
hvilket allerede kan skjønnes deraf, at han taler om østerdalsk
som en særegen dialekt, medens dog f. eks. sproget i Tønset er
mere forskjelligt fra det i Elverum end fra flere af de «bergenske
trakters.»
Som sprogprøve hidsættes her et brudstykke af, hvad
Østgaard i «En fjeldbygd» lader Embret Tønsætning fortælle.
Embret beretter først, at han i følge med en mand, Pær
fra Hallingdal, gik fra sæteren til bygden; paa veien skjød han
med sin fuglerifle en aarre (aarliane), men havde da ikke mere
krudt; derpaa forsætter fortællingen:
Bjønnbinna paa Langkloppmyra.
«–-Me kute’ da svindt ut øver Aasen, før me tænkte,
me skulle vaaraa heme tæ høgstdags Lete. Men da me kom it
Stykjy næ i Lia aa naadde attpaa Væjen, som kjæm fraa
Skarpaas-Vangen, saa æ der ’i Myr, som kallas Langkloppmyra, som æ
ostyggjele vond aa kaammaa øver, men saa æ der lagt ’i Klopp,
der Væjen gaar, aa den Kloppa gaar enda ti in Sving harest
attaat in bergjehaammaar, som staar fram medt uti Myren.
Jaug, da me kom ut paa Langkloppen aa skulle svinge kring
Haamaarn, fækk me sjaa in Bjønn settand medt før øs ti dæ
traaange Ska’re, der Væjen gaar op ’tu Myren. Dæ va endan ’i
digjer Binne, aa atmæ sæi hadd a in Aarsonge, som held paa
kræbbe sig inn onder ’i Tollbuske, da en fækk sjaa øs. «Ser
du Bjødn?» sa’n Pær. «Me fæ sjaa om a itte vil ga ’tur
Væja,» sa æi. Men Binna vart settand aa vør’de øs alderigran.
Me vart da standand raalaus’ ’i Stund aa vøst’ itte rækti ker me
sku’ grip’ aat. Nøule ville me ga att-ende, før da laut me
gjaaraa in vonoms lang Krok inna me kunne slæpp’ øver Myra,
aa itte tøktes me, me hadde Houg te kaammaa ’n ne’mar hell,
før æi vaage, me va itt øver tretti skrett fraa’n. Me skrek aat
en — aa nei, ho rørde sæi itte. Da kunne dæ vøre artugt, om
æi hadde hatt Kule ti Børsen, men no va dæ Itnaa atte aa la
mæ. Detta tøkkt’ æi va reint snodi au du, aa æi vart
halv-sinnt au, at a sku vaaraa saa ærgjementle’n, itt’ aa ville ga
tur Væja. «Aa kanskje du har itte faat dæi nø’n Aabit idag,»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
