Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ti644
HEDEMARKENS AMT.
natteløberiet skylden for det store antal uægte børn, og deri
havde han vistnok for en del ret.
Imidlertid arter natteløberiet sig saare forskjellig i de
forskjellige bygder, og det bunder i virkeligheden dels i vort gamle
ceremoniel, dels i landets spredte bebyggelse og dels i
lovgivningen om ægteskabsstiftelse, saa at disse sider maa tages med,
naar der tales om sædelighedstilstanden paa landsbygderne.
Den kirkelige vielse, som fra slutningen af det 18de
aarhundrede indtil 1863 var den eneste af loven sanktionerede form
for ægteskabsstiftelse, har fra gammel tid ikke været paabudt
her i landet, og den folkelige retsopfatning har været en anden
end det, loven bød.
Fra gammel tid har beslutningen om at leve som ægtefolk
og samlivet i og for sig været ægteskabsstiftende akt, hvilken
ledsages af bryllupet og dets ceremonier, men dette kunde,
ligesom den kirkelige vielse, udsættes til et bekvemt tidspunkt.
Paa grundlag af denne opfatning kunde et ægteskabeligt
samliv uden forudgaaende vielse ikke betragtes som usædelighed,
og der er eksempler paa, at man har udsat med den kirkelige
vielse af den grund, at samlivet ikke synes at skulle velsignes
med livsfrugt.
Reglerne for ægteskabsstiftelse har været vekslende her i
landet, og da dette igjen har havt sin indflydelse paa
sædelighedstilstanden hidsættes her væsentlig efter professor Tarangers
oplysninger om stiftelse af ægteskaber i Norge:
«Konekjøbet er de ældste loves almindelige form for gyldigt
ægteskabs stiftelse, og kjøbesummen kaldtes mundr og udgjorde
ifølge Gulathingsloven mindst 11/a mark. Dette er en værdi, som
svarer til omtrent 5’ kuværd.
Mundr blev oprindelig betalt konens formynder som et
vederlag — en virkelig kjøbesum for konen, men retsudviklingen er allerede
paa de gamle loves tid kommet ud over den rent handelsmæssige
opfatning af ægteskabets stiftelse. Kjøbesummen er blevet et led
i de formuesydelser, som lovene paalægger manden at yde sin
eventuelle enke.
Konekjøbet indlededes med beilen (bonord, kvånbæn), men
denne var henvendt til hendes giftingsmand. En personlig
tilnærmelse til kvinden fra beilerens side blev i de gamles øine
anseet som et forsøg paa forførelse. Den tilladelige beilen
udførtes af beilerens fader eller en ven eller slægtning. Der
bestemtes i tilfælde festarstefne, hvor ægteskabskontrakten
(festarmål) fastsattes.
Ved fæstemaalet stiftedes ikke ægteskab (hjunskapr), men
trolovelse; fæstemanden er bundet til inden lovbestemt frist at
tage sin festarkona til eiginkona, men det ægteskabelige samliv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
