Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BEFOLKNING.
645
kan ikke uden videre begynde. Ægteskabet fuldbyrdedes ved
bryllupet, som kaldtes bruölaup, dels bruökaup.
Benævnelsen bruSlaup har, maaske med urette, været anseet
for en levning fra den aller ældste tid, da man stiftede ægteskab
ved rov, nu betegner det dels den ægteskabsstiftende
bryllups-handling dels det gjæstebud, hvori denne foregaar.
Gjæstebudet (bruölaupsveizlaj var retsnødvendigt; i biskop
Jons kristenret staar: «thi bryllup skal man holde, selv om det
gjøres af melkeblande.» Ægteskabsstiftelsen maatte nemlig
foregaa i overvær af gjæster, som kaldtes bruömenn og bruökonur,
og deres vigtigste funktion var at ledsage først bruden og senere
brudgommen til brudesengen. Først da var ægteskabet gyldig
stiftet efter gammel ret.
Helt til vore tider har denne ledsagelse til brudesengen
spillet en vigtig rolle i de norske bønders bryllup, idet den
aabenlyse betrædelse af brudesengen var den egentlig
ægteskabsstiftende akt.
I de ældre love er, som nævnt, opfattelsen af
ægteskabsstiftelsen som et kjøb af bruden (bruökaup) ikke længer
opretholdt, idet betalingen (mundr) tilfalder bruden selv. Dette finder
sit udtryk i betegnelsen gift, gifting, hvorefter manden modtager
sin hustru som en gave.
Den kristne kirke betragtede ægteskabet som helligt. Den
kanoniske kirkeret, som den blev udformet af pave Alexander III
(1159—1181) lægger dog ikke stor vægt paa vielsen, og dens
regler for ægteskabet var disse:
Naar mand og kvinde er enige om, at de fra nu af vil være
ægtefolk, saa er de ogsaa ægtefolk. Bliver de enige om, at de
engang i fremtiden vil blive ægtefolk, saa foreligger kun
trolovelse, men hengiver de sig til hinanden, saa slutter romerkirken,
at de vil være ægtefolk, og anser dem for saadanne:
ægteskabsløfte og legemlig omgang stifter gyldigt ægteskab.
Hos germanerne vakte denne opfatning anstød, fordi unge
piger efter denne uden forældrenes samtykke kunde stifte ægteskab.
I Norge blev den kanoniske ægteskabsret gjennemført ved
erkebiskop Jons kristenret og Tønsbergerkonkordatet af 1277.
Vistnok blev disse love af den verdslige myndighed sat ud af
kraft, men deres bud blev optagne i de rent kirkelige love, og
domsretten i ægteskabssager vedblev at ligge i kirkens haand.
Af disse love fulgte, at den kvindelige parts samtykke fra
nu af var nødvendigt for ægteskabets gyldighed; hvis hun giftede
sig uden formynders samtykke, havde dette vel indflydelse paa
hendes stilling, da hun mistede sin arveret, men hendes
ægteskab kunde ikke omstyrtes. Efter ældre lov vilde hun uden
formynders samtykke agtes som en frille.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
