- Project Runeberg -  Norges Land og Folk, statistisk og topografisk beskrevet / IV. Hedemarkens Amt. Første del (1902) /
659

(1885-1921) Author: Amund Helland, Anders Nicolai Kiær, Johan Ludvig Nils Henrik Vibe, Boye Strøm
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

BEFOLKNING.

659

Glaamjutulen, saa jutulen stupte stendød tildals. Der ligger han
den dag idag, og øksen til Rendalsjutulen skal endnu kunne
sees midt paa fjeldet.

Det var en lykke, at Rendalsjutulen var saa tidlig oppe;
for havde Glaamjutulen hugget ét hug til, saa var Glommen
gaaet over i Rendalen og havde taget med sig mark og skog.

Et tredje sagn beretter, «at i kjølen ved Rendalen boede en
mægtig jutul, som ærgrede sig over, at han havde for lidet
fiskevand.

Derfor vilde han gjennemhugge fjeldet, saa at Glaama gik
ind i Rendalen. Dertil trængte han en stor øks, som det tog
lang tid at smide, men da den var færdig, var den tung og
skarp. Det første hug, han gjorde, var «Velthugget», som er en
lang, smal kløft med lodrette sider.

Da han ikke var kommet helt igjennem fjeldet, gjorde han
et hug til, men øksen glap, og det blev et tverhug. Herover blev
han vild, og hug uden at se sig for med al sin kraft, og da gik
øksen i filler.

Han havde ikke truffet den første kløft, men ved siden af
den, og en kant af fjeldet staar igjen. Dette hug er «Storhugget».

Nogle siger, at han gik hjem for at lage en ny øks, men
før han blev færdig med den, kom Hellig Olav og jagede alle
trold af landet. Andre siger, at da øksen gik itu, uden at han
var kommen helt igjennem, sprak han af sinne.

Endelig er der en beretning, nedskrevet omkring 1840:

I gamle dage boede der i Tyldalen en jutul. Hvergang han
saa Glommen, der løber gjennem Lille-Elvedalen, blev han gul og
blaa af ærgrelse over, at den løb der og ikke gjennem Tyldalen.

Engang tog han fat og huggede i fjeldvæggen dette mægtige
skaar, man den dag idag kan se, for at bane Glommen vei til
Tyldalen. Men hugget var, som man kan se, ikke dybt nok.

Hvorfor han ikke huggede engang til, ved man ikke at
fortælle, men hans ligkiste ligger ved siden af veien, hvor reisende
kan se den. Men om konen fortælles der, at hun efter mandens
død nærede sig af at plyndre skydsgutterne, og til at opveire
disse havde hun en hund, som nu deler hendes skjæbne; thi
hun drev det omsider saa vidt, at hun blev forvandlet til en
stenstøtte, som staar i skraaningen af Bellingen og vel kan sees
fra veien; den kaldes almindelig Bellingkjærringen; ved siden
af hende staar en mindre, og den kaldes Bellinghunden.

Jerpstenen.

Jerpen var fordum jordens største fugl. Paa grund af
hovmod over at være den største af dyreslægten blev den straffet

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 20:35:52 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/norgeslof/4-1/0673.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free