Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BEFOLKNING.
677
til een øe hvor hans aadsel foraarsagede stoer svaghed. Dend
har ladet sig see 3 gange siden Ao 1610. Undertiden sees udi
Miøs aarlogs Skibe Ryttere og soldater. Over søen udhænger
mangfoldige klipper med store steenbukker.»
Professor Gr. F. Lund, der udgav den gamle
Hamarbeskrivelse i 1821 i Budstikken (bind II), siger: «Fra umindelige tider
tilbage beretter sagnet, at man i Mjøsen har seet en stor
søslange, og sandheden heraf er i de seneste aar fuldkommen
bekræftet.» Sagnene om sjøormen lever fremdeles paa Oplandene,
den kjendes fremdeles og ansees som varsel om krig. (G. Storm.)
En sjøorm har der været i Osen. Lilleosen er en liden
afdeling af Osen i dens søndre ende, en kvart mil lang, og den
staar i forbindelse med Osen ved et smalt sund. I gammel tid
var sjøerne skilte. Men en sjøorm voksede op i Lilleosen, og
denne blev for trang for ormen, hvorfor den udvandrede til den
store Osen, og dens vei blev renden mellem sjøerne. I Osen
fik den større rum. Den lagde sig tvers over sjøen, hovedet paa
en stor sten paa dens østre bred, halen paa land paa den vestre.
Stenen kaldes fremdeles «Ormnessten ».
Hvor lang tid sjøormen opholdt sig i Osen, vides ikke, men
den vandrede herfra udover elven, som heder Osa, og det er
sagt, at den kom ud i Glommen. Dog er det ikke frit for, at
der endnu er sjøorm i Osen.
Af trolddoms-sager, som er kommet for retten, kjendes fra
gammel tid kun faa fra Oplandene. I Østerdalen blev i 1638
en Maren Lauritsdatter anklaget for signen, i 1670 blev Kirsten
Moen af Rendalen, hendes datter Ingvild Knudsdatter og den
80-aarige Ragnhild Nordset af den førstnævntes 11-aarige datter
Karen Knudsdatter beskyldte for at have forsvoret sig til satan,
været paa Blaakollen med ham, forgjort kvæg o. s. v.
Underretten dømte dem til baal og brand, men af overhofretten blev de
frifundne.
I gamle dage kunde aatgjærs-kaller og aatgjærs-kjærringer
kurere for sygdomme baade paa folk og fæ. Ved aatgjøringen
brugtes en del formaliteter og formularer, som gav handlingen
et mysteriøst præg. Havde man ondt i ryggen, sendtes bud
efter en klog kone eller mand, der kunde «gjøre aat for røla»
(ryl hos Aasen, skurv, udvækst).
Dersom en hest havde vredet benet, blev den stillet foran
«et le». Man hakkede torven op om den, og stykkerne blev
hængt op paa hafællen paa begge sider af ledet. Medens
aat-gjærskallen brugte grævet, gjorde han de tilhørende fagter som
at spytte samt sige «tvi», samt mumlede noget om:
«Aa hogge vre tur le
og inn i ve.i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
