Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ti680
HEDEMARKENS AMT.
havde hørt, hvad der var skeet, og som vidste, hvad fussen havde
paa kjælken. De spurgte ham, hvad han drog paa. «Eg spør
ikj’ dok, ka dok kjøre, so behøve heller ikj’ dok aa vaattaa, ka
eg dreg,» svarede fussen. Hr. Hermiss blev begraven udenfor
kirkeporten, mellem denne og veien.
Denne begivenhed indtraf antagelig efter 1782.
Vaagestuer, der svarede til de katholske dødsvigilier, eller
natte-andagter før begravelsesdagen holdtes i Nordre Østerdalen helt
ned i det 19de aarhundrede. I den katholske tid blev der aftenen
før begravelsen ringet med klokkerne, præsten med sørgefølget
kom til sørgehuset, ligkisten sattes midt paa gulvet, lys blev
tændt, og man vaagede natten over (nattvaka), idet præsten
messede og fremsagde bønner. Af disse andagter, dødsvigilier (eller
vigilia pro defunctis), var vaagestuerne en levning.
I Dalsbygden skal denne skik være gaaet af brug omkring
1814. Den var almindelig omkring 1800. Natten før et lig
skulde begraves, forsamledes en mængde ungdom i sørgehuset
for at holde lidt sømmelig moro og dels at synge nogle
ligsange.
Ved saadanne vaagestuer hændte det ogsaa, at der blev
smagt paa øllet og danset rundt ligkisten. Spillemænd brugtes
ikke, men musiken tralledes.
Den sidste vaagestue i Kvikne holdtes i slutningen af det
18de aarhundrede paa gaarden Graneng, da pligtsfoged Ole Olsen
var død. Af de tilstedeværende gik to om natten fra vaagestuen
ind til jenterne paa gaarden Ørkeng (nu Negaard). Der udbrød ild i
huset, og den ene satte livet til, og den anden blev helseløs.
Dette blev den sidste vaagestue i Kvikne.
Sagn, folkedigtning Og musik. Nogle hellige kilder i
amtet er nævnt af biskop A. Chr. Bang.
Ved St. Olavs kilde ved Vaaler kirke, lader sagnet St. Olav
vande sin hest; siden tørrer den aldrig, og den fryser ikke
til selv i den strengeste kulde; før 1830 tillagde man den
under-gjørende kraft. Syge lagde penge og andet sølv i den for at
faa sin helbred igjen, og stor ulykke forestod den, som forgreb
sig paa disse helligdomme. Nu er søgningen til kilden ophørt.
Bønderne kappedes tidligere paa de første høitidsdage om at naa
frem til kilden for at vande sine heste der.
St. Olavstjernet paa Tryssilfjeldet har maaske været søgt som
et helligt vand, skjønt derom ikke er nogen anden efterretning,
end hvad navnet antyder.
En St. Olavs kilde har der ogsaa været paa gaarden Skaug
i Ringsaker. Over den var der i fjeldet indhugget indskriften:
«St. Ola Kildhun»; den brugtes før 1743 som en sundhedskilde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
