Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ti684
HEDEMARKENS AMT.
aker, og saa vilde de tage altertavlen med sig. De tog den da
ned og spændte en hest for, men den kunde neppe flytte den af
stedet. De spændte to, tre, fire og tilsidst ligetil tolv heste for,
og disse drog altertavlen op til toppen af en bakke i nærheden,
men længer kunde de ikke paa nogen maade flytte den. Tilbage
blev den trukken af en aarsgammel fole.
P. Chr. Asbjørnsen reiste i 1851 i Østerdalen og andre dele af
amtet for at samle folkedigtninger.
I sin indberetning bemærker han om Vang, Løiten og Elverum,
at sagnet og eventyret trives ikke under den kulturbetingelse, der
gjør sig bred hos hedemarkskakser, by klædte tømmermærkere og
kortspillende tømmerhuggere.
Om de signeformularer, han flk, ytrer han, at det var de
sædvanlige signevers og regler for svæk, for vred, for røita og
røitekveise (erysipelas), for tandværk og øreflugt, for sand paa
øiet, for mosot og gulsot, for at døve værk, for skjærad
(kardialgi) o. s. v.
Om de sydlige dele af Østerdalen ytrer Asbjørnsen:
Sagnene om troldkjærringer og fortællinger om fanden, der
i Solør og den søndre del af Østerdalen ligesom i Sverige heder
puken, var i det hele almindeligere, men adskilte sig ikke
synderlig fra dem, der Andes paa andre kanter af vort land samt i
Nordtyskland og Nederlandene.
Puken, som ovenfor er nævnt, er et navn for fanden, men
allerede i middelalderen er ordet — oldnorsk puki — brugt om
de fordømte sjæle eller om mindre djævle, onde aander. I Sverige
er puke ogsaa benyttet som navn paa en jætte, saaledes har H.
Hofberg i sine «Svenska Folksägnar» et sagn fra Smaaland, som
heder «Jatten Puke».
Af egentlige folkeeventyr samlede Asbjørnsen et ikke
ubetydeligt antal, mest varianter til ældre kjendte eventyr. Nogle af
disse er citerede, benyttede eller udtogsvis anførte i
anmærkningerne til den i 1852 udgivne anden udgave af Moes og
Asbjørnsens «Norske folkeeventyr». Se f. eks. Askeladden, som
kapaad med troldet, Manddatteren og kjærringdatteren, Ræven
som gjæter, Paul Andrestuen, De tolv vildænder, Mestertyven,
Grimsborken, Mestermø, Kvernen paa havsens bund, Bruskebruden.
Desuden forekommer tildels fortræffelige afændringer af Lillekort,
Jomfruen paa glasberget, Manden, som skulde stelle hjemme,
Kjætten paa Dovre, Gutten, som gjorde alt, hvad mor hans bad
ham, Kløverhans og flere, der for det meste findes og
forekommer i Gudbrandsdalen, med hvis eventyr de østerdalske har
meget tilfælles.
De nordligere egne af Østerdalen og fornemmelig Tyldalen,
Foldalen og Kvikne var rigere paa folkedigtninger end de syd-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
