Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ti700
HEDEMARKENS AMT.
Finnerne har imidlertid behøvet nyt land, og strømmen har
gaaet mod syd til Fæmunden. Bøndernes modstand er brudt, og
ved aarhundredets udgang var der allerede en noksaa talrig finsk
befolkning i Røros præstegjeld. Allerede i 1788 havde de fæstet
bo i denne egn, og af kronprins Frederik, ved hans reise til
Trondhjem, erhvervede de et beskyttelsesbrev.
Ifølge provst P. S. Krags meddelelser i Hjorts og Krags
«Efterretninger om Røros Kobberværk», udgivet af J. Aas, fandtes
der «i Finlierne langs ad de svenske grændser imellem Brekken,
Feragen og Fæmund» ved folketællingen i 1801 tilsammen 7
finnefamilier med 32 medlemmer. Disse var nomader, og
opholdsstedet vekslede mellem Ridalen, Vigelfjeldene og Fæmundens
omgivelser, hvor de havde sin bolig i koier, «opreiste af birk og
ris, tækkede med jord og sne og forsynede med en dør af vadmel».
Hvor finnerne i 1742 blot enkeltvis trængte ind, var de i
1788 bosatte, og paa de samme steder levede der i 1801 hele
7 familier; rimeligvis havde de allerede paa den tid trængt videre
mod syd og langs Fæmunden søgt nedover mod Tryssil og
Rendalen.
I grev Vargas Beclemars «Reise nach dem hohen Norden» er
der en beskrivelse af et besøg, han 3dje—4de januar 1812 fra Røros
aflagde hos finnerne nord for Fæmunden. Finnerne brugte, efter
hans beretning, at streife om paa grændsen af begge riger,
hvorved de opnaaede at være uafhængige af love og undgik at betale
skat. Men efter Bedemar forefaldt ogsaa paa den tid stridigheder
mellem den nomadiserende fin og de fastboende norske bønder.
Efter hvad han beretter, har bønderne i de dage taget sig
selv til rette, idet en del bønder fra Røros og Rendalen i 1814
(o: 1811) havde lagt sig sammen om at dræbe 3—400 rensdyr.
Dette foranledigede retslige undersøgelser, som trak i langdrag.
Paalideligheden af denne beretning bestyrkes af de samtidige
retsprotokoller. Sagen blev endelig opgjort ved et forlig i 1815.
De fastboende norske bønder maa i høi grad have anseet sig
forurettigede af de indtrængende finner, naar de kunde gaa til
en saadan yderlighed.
Vargas Bedemars beretninger sammenholdt med Schnitlers
oplysninger i 1742 om antallet af finnefamilier og størrelsen af
deres hjorder viser, at der er foregaaet en folkevandring mod
syd, og at ogsaa antallet af finner er vokset; deres rensdyrhjorder
maa have tiltaget ikke saa lidet. Folketællingen i 1801
stemmer ogsaa med dette.
Kraft beretter i 1820, at finnerne har i mange aar opholdt
sig i fjeldstrækningerne paa den vestre og østre side af
Fæmunden. Tilforn udgjorde de to eller tre familier, i 1816 var kun
en familie tilbage, som bestod af 5 personer; den bekjendte sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
