Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ti716
HEDEMARKENS AMT.
Kongen modtog dem med blidhed, «men,» tilføiede fortælleren,
«havde vi vidst før, hvad vi flk høre her, at Norge og Sverige
efter grundloven er udelelige riger, saa skulde vi nok ikke have
s£Ct os dette i hovedet».
Eilert Sundt var paa Finskogen i 1848 og har meddelt sine
indtryk derfra i sin «Beretning om fante- eller land strygerfolket
i Norge», Kristiania 1852.
Kvænerne berettede da, at for en menneskealder siden var
der mange kvæner, som lidet eller intet forstod af norsk, og
saaledes var det vel endnu mere tilfældet i ældre tider.
Egen begravelsesplads flk kvænerne i begyndelsen af
50-aarene nedenfor Rævholtet, og senere byggedes en liden kirke,
som i 1863 blev indviet og kaldtes Rævholt kapel. Dette viste
sig at være for lidet, og et nyt Rævholt kapel toges i brug 1886.
I 1897 fik kirken et alterbillede, en kopi af Carl Blochs billede
«Jesus med barnet», udført af frk. Cecilie Dahl. I kapellets
umiddelbare nærhed er nu et halvt snes huse med en folkemængde af
henved 50 individer. Her er postaabneriet, toldstationen, 2
landhandlerier, men her omkring kirken var der i 1901 ikke mere
end et par ældre mennesker, som forstod kvænsk.
De eiendommeligheder, hvorved kvænerne adskiller sig eller
har adskilt sig fra sine norske naboer, er da først og fremst
sproget, videre de antropologiske karaktertræk, og fremdeles havde
de sin egen bebygning med røgstuer og badstuer, og endelig
tiltrak de sig opmærksomhed ved den maade, hvorpaa de dyrkede
rug efter braatebrand, hvilken bedrift har skaffet disse kvæner
navn af rugfinner.
Sproget, ligesom de andre eiendommeligheder hos kvænerne,
holder paa at forsvinde.
Saalænge kvænerne stod i et fiendtligt forhold til sine norske
og svenske naboer, og saalænge ingen veie førte gjennem deres
bygder, og saalænge de var uden skoler og kirker, bevarede de
i 200 aar sin nationalitet. Efterat de ikke længer blev forfulgte,
og især efterat der kom bedre skoler, smelter de sammen med
eller gaar op i sine norske naboer.
I de senere aar er saaledes disse kvæner gaaet mere og
mere op i nordmændene, og inden lang tid vil vistnok baade
deres sprog og deres indretninger med badstuer og røgstuer være
forsvundne, saaledes at kun enkelte stedsnavne og en og anden
fysisk eiendommelighed hos befolkningen vil være mærker efter
den kvænske befolkning; dog er der endnu nogle gaarde i Grue,
hvor der tales kvænsk, og et par mænd kan endnu udtrykke sig
skriftlig paa kvænsk.
Om sproget hos kvænerne ved Røgden sjø skriver Eilert
Sundt i 1848:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
