Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
VÆKSTLIVET.
4)5
reise iagttage løn, heg, or, rogn, selje og dugpil langs elvedraget.
Hist og her sees ogsaa det graalige, lidt om ener eller cypres
mindende klaaris (mijricaria germanica) paa gruset og sandet ved
elven. Paa enkelte steder som ved Ringebu og ovenfor Kvam
station er der store moer af grus og sand langs elven bevokset
ined furu eller paa sine steder med graaor, som da danner større
krat eller smaa skoge.
Længere op i dalen tiltager furuen i mængde, og fra Ringebu
af synes dette træ at være lige almindeligt paa dalsiderne som
granen, for endelig at blive det herskende saa langt oppe som i
egnen om Otta station.
I trakterne om Dombaas tyndes furuskogen snart paa
fjeldsiderne, saaledes paa heldningen opover mod Fokstuen, hvor den
oppe paa plateauet er helt forsvundet, medens der samtidig
optræder et større antal fjeldplanter i skogbunden som tegn paa
den tiltagende høide over havet.
Noget lignende gjentager sig i amtets øvrige dalfører.
Størstedelen af Etnas omraade ligger nedenfor grangrændsen og en ikke
liden del nedenfor korngrændsen. De laveste trakter er bredderne
af Randsfjorden. Dalene er trange og omgives af granklædte
aaser, som i de nederste egne omkring Randsfjorden neppe naar
granens grændse, medens aaserne i de øvre dele af Torpen og
Etnedalen er bare paa toppen. Vegetationen paa bredderne af
Rands-fjorden er en ren lavlandsvegetation. I Etnedalen støder man
imidlertid allerede ved Bruflat og endog ved Tomlevolden paa
endel i høiere egne hjemmehørende planter, hvis frø er ført ned
i dalbunden ved elvene. Det samme gjælder om Torpen.
Allerede i skogegnen mellem Tonvolden og Finden er der endel
forløbere for fjeldfloraen. Disse fjeldplanter tiltager i antal,
eftersom man kommer længere op i dalene, f. eks. i Langedalen og
Stensætbygden, indtil de bliver de herskende i fjeldtrakterne om
Synesfjeld i Torpen og Melladn øverst i Etnedalen.
I Begnas dalføre er det ligeledes kun de nedre dele, hvor
floraen kan kaldes en ren lavlandsflora. Thi allerede ved Strand
i Nordre Aurdal og endnu mere ved Reien og Stæe i Slidre
forekommer endel fjeldplanter i selve dalbunden. Granen, som i de
laveste egne af dalføret danner mægtige skoge, bliver i Nordre
Aurdal under indflydelse af de barske vinde fra høifjeldene tynd
og skrantende, men pryder atter dalsiderne i Slidre i stor
frodighed, indtil det pludselig bliver anderledes ved Øilo, som ligger
ved Vangsmjøsens østligste ende. Granskogen ophører her helt,
og en mængde fjeldplanter afløser lavlandsplanterne, tiltrods for
at Vangsmjosens bredder kun ligger 466 m. o. h., medens
granskogen i den nedre del af Valdres stiger op til den dobbelte
høide. Skogene dannes i Vangs hovedsogn af fjeldbirk.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
