Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SKOG OG MYRElt. 107
men den slags hugster foregik i den første tid neppe i stort
omfang. De brugsberettigede huggede forøvrigt som de vilde.
Ved § 38 i lov af 20de august 1H21 om det beneficerede
gods blev der gjort forsøg paa at bevare en del skog for staten,
idet «de staten tilhørende almenninger skulde indtil videre være
tindtagne fra realisation og afhændelse».
Ved lov af 5te august 1848 blev dette forbud i lov af
20de august 1821 mod salg af statens almenninger ophævet.
Der afhændedes efter afholdt lovlig takstforretning i
1850-aarene følgende almenninger i Kristians amt:
Espedalens statsalmenning i Fron for 2 800 kr., og Mærings- og
Murudalens statsalmenning i Hedalen anneks til Vaage for 3 320 kr.
Da salget af Mærings- og Murudalens ålmenning var afgjort,
bortforpagtede kjøberne den til udhugst for 80 000 kr.
Om salg af Stordalens og Langmarkens statsalmenning i Vaage
var der indledet underhandlinger; men dette salg kom ikke istand.
Da man antog, at skogen vilde blive bedre bevaret ved at
fordeles mellem de brugsberettigede, blev udskiftning af
almenningerne paabudt i salgskonditionerne, og Espedalens og
Mærings-og Murudalens almenninger er for lang tid siden udskiftet.
1 statsalmenningerne havde de brugsberettigede liden grund til
at spare paa skogen, om det end i ældre tid var sjelden, at
staten huggede til indtægt for statskassen. Der skulde vistnok
fores kontrol med, at retten ikke misbrugtes; men naar det ikke
skede i form af salg, der var strafbart, var der vistnok ikke
synderlig tanke om at hindre et overflødigt brug af skogen. Værst
var det uden tvil i privat almenningerne, hvor brugsretten tilhørte
bj’gderne. og eiendomsretten til det overflødige var solgt af staten
til privatmænd. Omfanget af denne eiendomsret var i
virkeligheden høist tvilsomt. I disse almenninger har der længe været
hugget paa rov. Rettighedshaverne søgte at udnytte de bedste
og bekvemmest liggende dele af skogen, tildels af frj-gt for, at
andre skulde komme dem i forkjobet. Eierne søgte paa sin side
at tilvende sig, hvad der kunde gjøres i penge, og det hændte,
at naar der i en tilvokset teig huggedes af de brugsberettigede,
begyndte eierne samtidig hugst.
Omsider kom almenningsloven af 1857, som bestemte om
almenningsbestyrelser med myndighed til at fastsatte regler for
hugsten, og skoglovene af 1863 bestemte om brugen af
ålmenningar, og disse love førte til bedre tilstand i almenningerne
Ifølge lov om skogvæsenet af 22de juni 1863 ansees de
almenninger, som eies af mindst halvdelen af de i samme
brugsberettigede gaardbrugere, for bygdealmenninger; andre almenninger
i private personers eie regnes for priv at almenninger Disse sidste
skulde, naar 20 aar efter lovens ikrafttræden var forløbet, være delt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
